Anmeldelse

Forunderlige familier

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I reklamerne består den danske normalfamilie stadig af far, mor og to børn. Men virkeligheden ser anderledes mangfoldig ud, og det er en vigtig viden at have, selvfølgelig som lærer, men måske endnu vigtigere som det barn, der møder andre børn med andre baggrunde.

Fakta:

Titel: Forunderlige familier

Forfatter: Gitte Camilla Buus Lyngbye, Kathrine Amalie Hvidman

Illustrator: Lillian Blakeley

Pris: 189 kroner

Sider: 30 sider

Type: Bog

Forlag: Skriveforlaget

Derfor er denne beretning om seks forskellige familier i seks lejligheder i samme hus godt tænkt. Dens pointe står nærmest prentet som omkvædet fra en folkevise: Det vigtige er, at vi er sammen, har det godt og elsker hinanden.

Men denne normalitetsbesværgelse lægger sig også ind over bogens tekst og billeder, så bogen giver viden om forskellighed, men bliver uhyre ensartet i sin karakterløse pænhed. Der er i teksten mange registreringer af hverdagshandlinger og antydninger af problemstillinger, men de bruges ikke til at skabe liv, snarere til at give viden og især til opspil til omkvædet. Illustrationerne understreger dette ved nok at være appetitlige og pæne, men med det karakteristikum, at alle ansigter har Smiley-ansigter med to prikker som øjne. Dog har det kinesiske adoptivbarn to korte, skrå streger. Alle har simpelhen ansigtsudtryk, der får Tintin til at virke som en nuancebombe.

Og endelig må det undre, at en bog med netop forskellighedens naturlighed som sympatisk afsæt kan undgå at præsentere bare én familie, der har rødder i en anden kultur, i et andet land.

Men når alt dette er sagt, så er det også nødvendigt at understrege, at denne bog kan være et fint udgangspunkt for at tale om enebørn, biobørn, samkvemsbørn, adoptivbørn, donorbørn, børn med to mødre, børn, der bor sammen med far og mor; det hele normalområde munder ud i seks omskrivninger af fødselsdagssangen: "I dag er det XX' fødselsdag".