Anmeldelse

Dæmonernes port

Materiale til studiet af dansk sprog 5. udgave

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Titlen på bogen er malende og dramatisk og måske ikke helt dækkende for et værk, der bruger en fjerdedel af sine sider på at gennemgå Didrichsens sætningsskema. Men forfatteren har i sin tid valgt den, fordi han ikke så nogen grund til at give en bog en titel, der er lige så kedelig som bogen selv.

Det med det kedelige afhænger nu også af, hvordan man bruger den. Den er skrevet som grundbog til seminarier og universiteter, men jeg kan også anbefale den som opslagsbog. Eller måske som tankegymnastik i stedet for endnu en sudokuopgave.

I hvert fald er det en særdeles grundig beskrivelse af det danske sprog ud i de fleste af dets krinkelkroge, hvor der formentlig også ligger et par lag, der er ukendte for mange dansklærere.

Forfatteren har i denne nye udgave indføjet et par kapitler om blandt andet sprogets skriftlige udtryk og om retstavning. Her har der sør'me sneget sig en stavefejl ind i lydskriftgengivelsen af ordet "runer". Men ellers er bogen et katalog over det korrekte.