Anmeldelse

Moren som hersede sig ihjel

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vor kendte børnebogsillustrator, Lillian Brøgger, har leveret nogle helt fantastiske tegninger, som er det første, man får øje på, når man ser bogen og skal motiveres for at læse. Illustratoren har ramt bogens skæve og humoristiske stil, så man bliver helt glad af at læse i bogen, også selv om emnet måske er lige lovlig "realistisk" for de voksne. Vi kender alle til de stressede morgener, hvor der bliver råbt op med en masse formaninger om at børste tænder, huske skoletaske og madpakke, ikke komme for sent i skole og klæde sig ordentligt på, især når det er koldt udenfor. Det er der ikke meget historie i, eller er der? Jo, for når mor så pludselig en dag falder om i en snedrive, fordi hun er død af at have herset for meget med sine børn, så bliver englenes tålmodighed sat på en alvorlig prøve. Og det er mere, end englene kan klare, så mor sendes retur til livet på jorden med sin familie, men har mor nu lært noget ...? Læs bogen og find ud af det! I alt fald er der rigeligt stof til eftertanke og til at snakke om i skolen og i familien. Moralen er i alt fald, at man skal gribe om livet og skønne på, at man har sine dejlige unger hjemme til låns i en kort periode, før de flytter væk og selv stifter familie. Det er en letlæsningsbog med et rigtigt godt indhold med en historie, der på alle måder er vedkommende, og selv om den kan bruges som læsetræning og selvlæsning fra 2.-3. klasse, så kan jeg godt finde på at læse den højt for mindre børn fra cirka fem år. Det er dejligt, at der hele tiden skrives og udgives kvalitet, som er nemt at læse, til brug i den daglige læsetræning.