Anmeldelse

Benni Båt / Emmely M

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billedromanerne er et interessant koncept. Korte underspillede historier med overraskende pointer ledsaget af mange og store billeder. Lækkert layout, der tydeligt signalerer, at man har fat i noget andet end en billedbog til småbørn. Historien om Emmely er en mareridtsagtig udgave af den klassisk-moralske fortælling om, hvor galt det kan gå, når man er meget uartig. På det umiddelbare plan får Emmely en dukke, som viser sig at være levende og kunne overtage Emmelys plads i familien - først er det sjovt, men pludselig er det det slet ikke. På dette plan er historien uhyggelig og sjov, men den kan også analyseres en anelse og handle om små pigers søde og uartige side, og hvordan man ikke altid selv kan styre, hvilken en man viser frem. Dickmeiss' næsten glansbilledagtige, men alligevel sjove tegninger er mindst halvdelen af bogens værdi. De tager længere tid at "læse" end teksten, og det er svært at få lov at bladre ved højtlæsning. Også i "Benni Båt" har tegningerne stor vægt ved læsningen, og de er i vanlig Karrebæk-stil fuldt lige så syrede som historien. Det er et ubehageligt kvarter, drengen Benni bor i. Han er et tyndt skvat, som får tæsk både til boksning og efter boksning, når han møder tyvetøsen Rosa og hendes bande. Heldigvis har han en violinspillende ven med en speciel lillebror eller -søster og en blodpuddelhund. Det er ikke nogen let historie at diskutere med en 5.-klasse. Men hvis man har mod på at tale om kønsskifte, hustruvold, fysisk mobning og værdien af venskaber, så er temaerne serveret. Som egenlæsning vil de fleste børn nok finde den sjov, men meget, meget mærkelig.