En personlig beretning om, hvordan det er at lide af panikangst, tvangstanker og tvangshandlinger. Mia lider af OCD - sindslidelsen Obsessive Compulsive Disorder - får hun langt senere at vide. Angsten starter, da hun går i gymnasiet, og anfaldene har store konsekvenser for det sociale liv, som hun næsten ikke tør deltage i. Hun klarer i første omgang at gennemføre et normalt liv, uden at nogen egentlig lægger mærke til, hvor forfærdeligt hun har det. Selv tror hun, at hun er ved at blive skør. Først da hun begynder at isolere sig, får hendes søster hende til at søge behandling. Det bliver en lang og sej vej mod helbredelse.

Mia Mørch har skrevet bogen af egoistiske grunde - som en slags terapi for sig selv. Hvis den tilmed får andre til at forstå, hvordan det er at leve med psykiske problemer, er det en ekstra bonus. Og bogen bliver meget personlig med vægt på det specielle i stedet for det generelle. Den vil helt klart være interessant for folk, der lider af OCD, og for pårørende, mens den er for personlig til at stå alene som generelt oplysende skildring. Hvis det er rigtigt, som en WHO-undersøgelse viser, at op mod 165.000 danskere lider af OCD, vil mange kunne få noget ud af bogen.

En strammere redigering ville have klædt den. Indimellem er det for eksempel noget uklart, hvor man befinder sig i tid og sted.

Der er, så vidt jeg ved, ikke skrevet meget om emnet for børn og unge, så bogen vil bestemt kunne have sin berettigelse på skolebiblioteket.