I denne erindringsroman møder vi Claudia, som vokser op i en systemkritisk familie i de sidste tyve år af Østtysklands eksistens. Hun og familien lever med at være uønskede borgere i deres eget land og er hele tiden udsat for kontrol i et samfund gennemsyret af mistænksomhed.

Hendes forældre - og i nogen grad hun selv - drømmer om et andet Østtyskland. Men ikke en udslettelse af staten og slet ikke en genforening med Vesttyskland. De socialistiske ideer er gode nok, det er udmøntningen, der er gal. Tankevækkende, fordi vi automatisk tror, at dissidenter, der har så besværlige vilkår som denne familie, da måtte hilse genforeningen velkommen.

Den historiske dimension er interessant, men for målgruppen er bogens tema om ungdomsfrigørelse og oprør nok så relevant. Frigørelse til nye livsformer, musik, venskaber og selvstændighed som for alle andre unge. Men frigørelsen er på mange måder et mere bevidst oprør mod et politisk system end et generationsoprør. Der er sandelig også nok at gøre oprør imod i det østtyske skolesystem.

Bogen kan bruges som selvstændig læsning af de 13-16-årige, hvis man kan få dem gjort interesserede. Og den er velskrevet og med humor. Men mere relevant er det nok at bruge afsnit i et emnearbejde i historie eller dansk. Her får man via en konkret historie svar på spørgsmål som: Hvordan var det at være ung i Østtyskland? Hvad betyder det, at man ikke frit kan rejse? Hvordan lever man med at være mistænksom altid og hele tiden tænke over, hvad man siger og til hvem?