Danmarks første professor i børnelitteratur fyldte 60 her forleden, og det var anledning til, at kolleger og medarbejdere på det Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet, der om noget er fødselarens hjertebarn, indsamlede en række artikler til et festskrift fra betydningsfulde forskere fra ind- og udland.

En af Weinreichs sidste løvebrøl, før han valgte at træde tilbage fra professorstillingen, var hans forslag om en kanon inden for skolens litteraturundervisning - et forslag, der som bekendt medførte, at vi nu snart får ministerielle kanoner for snart sagt hvad som helst. Med undtagelse af børnelitteratur!

For tiden er denne debat tilsyneladende parkeret ude på nationalismesporet; men det kan ikke lastes Torben Weinreich. Selv om hans egen forskning tager afsæt i den børnelitteratur, der er skrevet på dansk, har han altid holdt øje med, hvad der skete et godt stykke inde på præstens mark. Og det er tilsyneladende en god ide, ikke mindst når man vil opstille lister over godbidder udsprunget af den danske folkesjæl. For det meste er tilsyneladende planket fra udlandet.

Harald Bache-Wiig påviser i sin artikel, hvorfra den norske børnelitteratur, der i første omgang blev betegnet som unikke udtryk for noget i retning af nationalkarakteren, i virkeligheden har sin inspiration fra let sporbare internationale kilder. Sjove eksempler, og interessant at få historien om, hvordan Thorbjørn Egner lyndigtede "Kardemommeby" og "Hakkebakkeskoven", så han havde noget at fortælle om, da han redigerede radioens børnetime.

Maria Nikolajeva påpeger det frugtbare i at bruge Bakhtins begreb om det karnevalistiske i forhold til børnelitteratur: masser af bøger foregår i et univers, hvor der er vendt op og ned på magtforholdene. Men ingen af hovedpersonerne - måske lige med undtagelse af Pippi - får lov til at beholde den indsigt i og kontrol over egen tilværelse, som de havde i den fantastiske verden. Selv Harry Potter er afhængig af rektor Dumbledores klap på skulderen, når han endnu en gang har frelst magikernes verden fra I-ved-nok-hvem. Og den solidariske børneven Jens Sigsgaard lod Palle vågne op fra sin drøm om at være alene i verden. Karnevalet var forbi, da mor tændte sengelampen!

Den sproglige udvikling i ungdomsromaner behandles af Bodil Kammp. Moderplanten er her J.D. Salingers roman, der i Klaus Rifbjergs nyoversættelse fik titlen "Griberen i rugen" - og dermed tydeliggjorde det centrale tema i romanen: det er beskyttelsen af de små søskende og deres venner (og deres barndom), der bliver livets mening for en ung mand på vej ind i voksenlivet. Samme tema går igen i Kim Fupz' romaner "Englebarnet" og "De gale" samt i Janne Tellers "Intet". Der er intet i vejen for at kanonisere disse tre fremragende romaner. Men oplægget er altså amerikansk.