På en eller anden måde har Martin A. Hansen fået et skarpt skær af tradition over sig, hvilket desværre ikke skal opfattes alt for positivt. Spørger man rundt, måske lidt uvidenskabeligt, får man vurderinger, der lyder i retning af en lidt altmodisch, moraliserende fortællestil, samt en motivkreds, der umuligt kan sige moderne mennesker noget.

Men det er synd. For forfatterskabet har stadig meget at byde på. Hansen var ikke til bagateller, selv om han var en mester til kyndigt at beskrive alle de detaljer, der netop karakteriserer levende mennesker og de ting, der påvirker dem i stort og småt.

Thorkild Borup-Jensen påviser i hvert fald tre forskellige fortællepositioner fra romanerne, der ud over at demonstrere suveræn beretterevne også leger med læserens opfattelse af fortællerjeget i forhold til den faktiske fortæller. Dertil kommer de værker, der var inspireret af surrealismen - Hansen ventede ikke forgæves på Godot!

Den kommenterende - og smukt layoutede og illustrerede - bog er nok en lidt for stor mundfuld for de fleste elever i de ældste klasser. I hvert fald kræver den en indlevende lærers formidling af tankegang og ord, vil jeg tro. Men man finder et fint grundlag i denne udgivelse. For Martin A. Hansen fortjener en (gen)oplivning. Som undervisningsstof til litteratur og livets store spørgsmål. Og som ren og skær lystlæsning.