Anmeldelse

Dyrefabler

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hej, så er jeg her igen", siger Anders Morgenthaler på bagsiden af sin nyeste samling dyrefabler. Og det må man så sandelig give ham ret i! Moralske og belærende historier, som fabler egentlig er, kan være klæbrige og klamme affærer. Men det er de ikke i dette tilfælde. Slet ikke! "Dyrefabler" er finurligt fortalte, fabulerende fabler med overraskende og meget morsomt indhold. Løftede pegefingre og moralsk opbyggelighed, men på den fede måde.

Fakta:

Titel: Dyrefabler

Forfatter: Anders Morgenthaler

Pris: 199,95 kroner

Sider: 112 sider

Type: Bog

Forlag: Carlsen

Fire fortællinger om giraffen Lennart, der under jagten på savannens sidste akaciefrugt får fordøjelsesproblemer, om fluen Heino, der ender sine stressede dage på en bilrude i selskab med sommerfuglepigen, om verdens stærkeste bille Ursula, der må udfolde alle sine kræfter for at få ro til at læse, og om den helt almindelige hund Hubert, der er en hund efter selskab.

I en indledning inden de fire fortællinger forklarer Anders Morgenthaler barnelæseren, at fortællingerne skal få læseren til at tænke over livet på en anden måde end så mange andre bøger. Disse tanker kaldes her lommefilosofi, og i indledningen bruges det blandt andet til at give nogle voksne et par velfortjente klaps.

Anders Morgenthalers egne illustrationer og den mundrette stil er med til at højne morskaben yderligere.

På en indlagt cd har Morgenthaler selv indlæst fablerne. Det gør han godt, men man er et skarn, hvis man ikke under sig den oplevelse, det er at læse fablerne højt. Men vær godt forberedt! Ellers drukner oplæsningen i ens egen høje latter. Kan læses op for alle aldre.