Anmeldelse

Kom godt i gang med opdagende skrivning i børnehaveklassen

Kom godt i gang med opdagende skrivning i børnehaveklassen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen vil sætte skub i arbejdet med "opdagende" skrivning og er en opfordring til at integrere skrivningen i dagligdagen. Den gør det på en overskuelig og overbevisende måde, og der er gode eksempler på, hvordan det kan gøres ud fra en anerkendende tilgang med inddragelse af forældrene. Opdagende skrivning støtter barnets selvstændighed, selvtillid, nysgerrighed og initiativ. Det har stor betydning for børnenes første læseudvikling.

Fakta:

Titel: Kom godt i gang med opdagende skrivning i børnehaveklassen

Forfatter: Kirsten Lybecker, Klara Korsgaard

ISBN: 9788779965119

Pris: 175 kroner

Type: Bog

Forlag: Dansklærerforeningen

Forfatterne har sammen afprøvet og undersøgt metoden med børnehaveklassebørn. Udgangspunktet er, at det er lettere at lære at skrive end at læse. I læseprocessen tager det lang tid at lytte sig frem til, hvilket bogstav der repræsenterer en lyd, mens barnet i skrivningen bliver opmærksom på, hvordan sproget er skruet sammen.

Det er derfor en god ide at starte med at skrive ord og sætninger. Uden at tænke på, om de enkelte ord er stavet rigtigt, kan børnene selv knække koden, hvis de forstår, at der er en sammenhæng mellem lyd og bogstav. Barnet begynder også at forstå, at det talte sprog består af sætninger, der igen kan deles i ord med mellemrum, der igen kan deles i bogstaver. Hvis børn får lov til at udvikle deres skriftsprog på samme måde som deres talesprog, vil de eksperimentere mere med skrivningen og komme hurtigere i gang.

Bagerst i bogen er der en litteraturliste bestående af bøger om teorierne om børns skriftsprogstilegnelse. Der er også kopisider til at undersøge børnenes bogstavkendskab, når de starter i skole. Endvidere er der en bogstavstrimmel med store og små bogstaver, information til forældrene, en skabelon til en tegneserie med skrivelinjer og inspiration til, hvorledes man kan tage hånd om skrivearbejdet i en årsplanlægning.

Jeg vil anbefale bogen til alle, der arbejder med begynderskrivning og -læsning eller interesserer sig for at forstå, hvordan børn bedst lærer at skrive og læse.