Jesper Wung-Sungs nye moppedreng af en roman bærer undertitlen "En skolelærerroman". Et omfattende skønlitterært værk direkte dedikeret til os med en indbygget indforståethed i tekstmaterialet, der i sig selv appellerer til læsning.

Martin, romanens fortæller, er tredjegenerationsskolelærer på den skole, hvor han selv gik, og hans forældre underviste. Forældrene er afgået ved tidlig død, og Martin bor i barndomshjemmet. Der tager han sig fra tid til anden af et forsømt institutionsbarn og plejer vanemæssig omgang med en gift kollega på skolen. En dag springer en af hans gamle klassekammerater af toget på Belstrup Station, og så tager historierne fat fra erindringens land. En lang skudsalve af morsomme anekdoter og triste fortællinger fra skolelivet, familielivet og provinsbyen.

Forfatteren har indimellem en morsomt kommenterende tone, for eksempel i denne typiske lærerkarakteristik af pubertetsbørn: "Dækket under smarte, voksopsatte frisurer er deres hoved et skruelåg, som medierne åbner og efterhånden kan slippe af sted med at tanke hvad som helst på, bare der er sukker i. De reagerer med en automatik, der stiller spørgsmålstegn ved overhovedet at videreudvikle robotter". Citat slut.

Romanens mange fragmenterede iagttagelser er fine små livstykker og portrætter, der egner sig glimrende til læsning i overbygningen - i mindre bidder.

Ellers anbefales romanen i sin fulde længde til skolelærere. Den er god at have liggende på natbordet, og med sine 526 sider rækker den langt.