Fortsat CVU-usikkerhed

Flere partier er stadig utilfredse med regeringens udspil

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er fortsat usikkert, om der bliver et bredt flertal for loven om de fælles overbygninger for de videregående uddannelser, CVU'erne.

Op til sidste weekend blev der forhandlet på højtryk for at finde et kompromis, men ved redaktionens slutning var det endnu ikke lykkedes for undervisningsminister Margrethe Vestager at få opbakning fra partier, der repræsenterer 85 medlemmer af Folketinget.

'Ministeren har udvist bevægelighed på en række punkter, men der lægges fortsat op til en ordning, der binder de enkelte seminarier for hårdt, og demokratiet halter uanstændigt bagefter', siger Enhedslistens Søren Kolstrup.

'Det afgørende er, om seminarierne bliver presset til en fusion. Det ser det ud til, selvom der er sket en række ændringer', siger Venstres uddannelsespolitiske ordfører Hanne Severinsen.

Efter hvad Folkeskolen erfarer, har undervisningsministeren imødekommet kritikerne ved at indføre såkaldte 'betingede CVU'er', hvor den enkelte uddannelsesinstitution kan skifte til et andet CVU eller blive selvstændigt igen, hvis det sker inden for en femårig overgangsperiode. Herefter gælder der ingen fortrydelsesparagraf. Hun har også gjort det muligt for CVU'erne at trække på forskning fra flere forskellige universiteter og i et vist omfang øget medarbejdernes og de studerendes indflydelse.

Det er vigtigt for regeringen at få et bredt flertal, fordi Venstre har meldt ud, at man vil ændre konstruktionen, den dag man kommer i regering, hvis ikke partiet er med i forliget.

Loven skal vedtages, så den kan træde i kraft 1. juli i år.j