Bornholm: 63 handicappede børn smidt ud af skolen
63 fysisk-psykisk udviklingshæmmede børn samt lærere og pædagoger på Bornholms eneste specialskole tvangsflyttes fra Rønne til en nedlagt folkeskole langt ude på øen. Det har 16 ud af 27 medlemmer i øens regionsråd besluttet trods protester.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er en dyr og dårlig løsning, politikerne vælger. Jeg forstår det ikke", siger skolebestyrelsesformand Keld Markmann Møller til folkeskolen.dk
Skolen mangler plads. Den er bygget som specialskole, men til langt færre elever end den har i dag. Men der kan godt bygges til Skolen på Sveasvej i Rønne, og det vil være en bedre og billigere løsning, mener forældre og lærere.
Plads får man på den snart ledige skole i Olsker på Nordbornholm. Men flytningen betyder væsentlig forøget køretid for flertallet af børnene og større kørselsudgifter for kommunen. Rønne giver desuden bedre muligheder for trafik-træning, nem adgang til bibliotek, svømmehal, forretninger med videre. Aktiviteter der skal køres til, når skolen flytter på landet. Det betyder igen ekstra transport.
Skolebestyrelsen efterlyser en dialog med embedsværk og politikere i den nye regionskomune:
"Vi får simpelthen ingen svar på vores henvendelser til kommunen, og vi har oplevet en utrolig dårlig sagsbehandling. Vi er blevet en politisk skakbrik, hvor man ikke længere tager hensyn til børnenes behov", siger skolebestyrelsesformand Keld Markmann Møller.
Han hentyder til, at flytningen er led i en større lokale-rokade i regionskommunen, der søger at udnytte de tre folkeskoler ude på øen, som regionsrådet har vedtaget at lukke til sommer. Når specialskolen flyttes til Olsker, skal lokalerne i Rønne bruges af kommunale virksomheder, der i dag bor i eksterne lejemål.
Budget og planer for indretning af Olsker Skole til specialskole har bestyrelsen ikke kunnet få at se.
Efter et møde torsdag med alle forældre truer bestyrelsen nu med at nedlægge sit hverv, hvis ikke regionskommunen vil gå i dialog med dem om indretningen af Olsker Skole.
"Hvis vi ikke bliver involveret, er der jo ingen grund til, at man har en bestyrelse", siger Keld Markmann Møller.
De tre nedlagte folkeskoler på Bornholm fører til start af to nye friskoler, i Nyker og Pedersker. En tredje planlagt friskole i Olsker bliver ikke til noget på grund af ringe tilslutning - og vanskeligheder med at skaffe bygninger. Den lokale folkeskole kunne man ikke overtage. Den skal nemlig bruges til specialskole.