Anmeldelse

Historien om Pelle og Lassefar

Klik for at skrive manchettekst.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er skruet op for sentimentaliteten og ned for den sociale indignation, når Teatro Dos Mil med 2 personer og virkningsfulde fortælle-greb, folder historien om Pelle Erobreren ud Teatro Dos Mil har ladet dramatikeren Jakob Melander dramatisere det store danske hovedværk Pelle Erobreren. Det er der kommet en forestilling på en time ud af.

I båden på vej fra Sverige til Bornholm, sidder Lassefar og knuger sin søn, mens han prøver at indgyde sig selv og Pelle mod på det forestående møde med det nye land. Lidt røg på scenen, en dyster belysning og de to spilleres sagte vuggen i takt til imaginære bølger. Med få og små greb etablerer stykket lokaliteten. Vi er på havet.

Historien om Pelle Erobreren er fra Nexø´s hånd fuld af karakterer. To-mands ensemblet må klare sig uden medspillere. Det gør de ved hjælp af lydspor og imaginære modspillere. Og med den præmis for øje, klarer de det flot. I sagens natur betyder det, at det bliver samspillet mellem Pelle og Lassefar, der er stykkets omdrejningspunkt. Pelles møde med verden, ser vi mest når den genfortælles til Lassefar. Som teatret selv skriver i deres program, er den sociale indignation grundig nedtonet i denne version. En nedtoning, der ligeledes prægede Bille Augusts film. Det er selvfølgelig teatrets klare ret at vælge sådan. Men jeg må tilstå, at Teatro Dos Mils version er for sentimental og melankolsk efter min smag. Jeg kunne godt savne noget rå bramfrihed og en glimtvis kampgejst, der vel netop udspringer af den sociale indignation. Der kan ikke sættes mange fingre på skuespilpræstationen, der er gennemført. Ligeledes fortællestrukturen, med skiftende lokaliteter markeret med små og effektive greb. Pelles konfirmation i kirken er et smukt eksempel på et af disse store sceneskift, med meget få virkemidler. Men der spilles følende, dvælende, tilbageholdt og tøvende. Et spil, der understreger, at det er synd for Pelle og Lassefar. Vist er det. Men karaktererne fratages megen handlekraft i denne synd-for. Da Pelle til slut er ved at tage afsked med Lassefar, før den store rejse til København, er det underlagt et musisk crescendo, der er slutningen på en amerikansk film værdig. Så er jeg skruet ned under gulvbrædderne i sentimentalitet. Men historien om Pelle bliver fortalt, og et nyt publikum har muligheden for at stifte bekendtskab med en af de store skikkelser i den danske kulturarv. Og det med sentimentaliteten er jo et spørgsmål om temperament.

Nick Bruun