Anmeldelse

Skal vi have lagkage nu, Ylva?

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Står du lige og mangler en sketch eller to til en forældreaften, en idé til en klasseforestilling, noget musikalsk underholdning? Så skulle du tage at bladre lidt i denne bog. Sådan præsenterer forfatterne dette "rollehæfte med partitur", som bogen benævnes. Og som læser kunne jeg tilføje, at hvis man søger noget plat tidsudfyldning til såkaldt underholdning på et forældremøde eller i anden sammenhæng, så finder man måske her brugbart materiale.

Fakta:

Titel: Skal vi have lagkage nu, Ylva?

Forfatter: Per Bertelsen, John Halskov

Pris: 220 kroner

Sider: 96 sider

Type: Bog med cd

Forlag: Dansk Sang

Forfatterne skriver, at bogen kan bruges fra 5. til 8. klasse. Imidlertid er jeg ret sikker på, at de klasser, jeg kender på disse trin, ikke vil falde for de lidt søgte og pjattede jokes, der kendetegner de 16 sketch.

Efter denne vurdering skal det retfærdigvis nævnes, at med emner som skolegang og fritid og familieliv med mere og med en række meget tilgængelige sange kan dele af bogen naturligvis godt danne udgangspunkt for klassens egne optrin, og forfatterne er da også flinke til undervejs at give anvisninger på, hvordan dette eller hint kan rettes til i forhold til den aktuelle børnegruppe.

Foruden sangene med becifring er også hele partiturer udskrevet (for keyboard, klaver, bas og trommer), og jeg undrer mig lidt over, hvem de er skrevet for. Elever, der kan læse noder, i det omfang partituret kræver, kan helt sikkert spille noget mere spændende.

Til materialet hører en cd med alle numrene i to udgaver: En færdig udgave med vokaler og en version til playback.