Man skal ikke miste sine forældre, før man er voksen og selv har familie. Det er sådan, vi alle tænker, og vi kan ikke forstå, at det kan være rigtigt, at nogen skal opleve at miste et nært familiemedlem, før man kan klare sig selv. Men det sker, og det sker for langt flere, end vi er os det bevidst. Det kan også gøre ondt at miste kære bedsteforældre og en elsket bror eller søster, hvilket der også er eksempler på i novellesamlingen.

Nu er der udgivet en e-bog med otte nye noveller skrevet af unge, der har mistet et nært familiemedlem – udgivet af Børn, Unge og Sorg. Tidligere er der udkommet en novellesamling skrevet af professionelle forfattere, og så er det nærliggende at tænke, at noveller skrevet af teenagere ikke er så gode som de voksnes noveller. Den tanke glemmer man meget hurtigt, når man begynder at læse i novellesamlingen. De er godt skrevet, også selv om jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvad der er ”rigtig” litteratur, og hvad der er erindring og selvterapi. Det afgørende i den forbindelse må vel være, hvorvidt novellerne kan ”stå selv” som litteratur eller ej. Og ja, det synes jeg bestemt godt, de kan. Vi behøver på ingen måde at vide, at novellerne er selvoplevede og skrevet af unge amatører, for novellerne er virkelig gode, og de river i én følelsesmæssigt – på den gode måde.

Novellerne er skrevet af børn til børn, og børneforfatterne er modige og livskloge, og de vil helt sikkert skabe opmærksomhed om de for manges vedkommende tabuiserede emner: sorg, død og sygdom. Børnene er vise læremestre, som ikke kun andre børn, men også voksne kan lære af.

Novellerne handler også om savn, længsel, angst, frygt, taknemmelighed, livsglæde og styrke. Sorg er ikke kun følelser. Sorg handler også om, hvordan vi kommer videre i livet på en god måde i samvær med andre. Det er en mangefacetteret samling, som jeg har været glad for at læse.

Jeg vil fremhæve ”Det kunne være dig” af 15-årige Louise Ladegaard, som har mistet sin mor til kræften. Hvad skal man sige, når man møder et andet menneske, der har mistet? Hun har måske ønsket, at de havde de rigtige ord, når hun skriver: ”Jeg ved kun, at det ikke hjælper noget at sige, at jeg er ked af det. At kondolere som enhver anden vil have gjort det. I stedet fortæller jeg min egen historie. Hvor bange jeg havde følt mig, da min mor fortalte, at hun havde fået kræft”.

Og jeg lader det stå et øjeblik.

Hvis vi fortæller vore historier til hinanden, kan vi bekræfte hinanden i, at ingen er alene – præcis sådan som novellesamlingen hedder. Brug novellerne i dansktimerne, og lad eleverne selv skrive egne noveller. Det er altid godt at få sat ord på det, der er svært at sige.