"Bevægelsesbånd med power" retter sig mod folkeskolens yngste klasser.

Lad eleverne skyggebokse eller danse – når det passer ind i skemaet

Med støtte fra Sundhedsstyrelsen lancerer Dansk Skoleidræt nu 'bevægelsesbånd med power' – en række fysiske aktiviteter med høj intensitet målrettet de yngste elever. Aktiviteterne kan også bruges som inspiration i idræt i indskolingen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Østerhåbskolen i Horsens har lærere og pædagoger oplevet en overraskende stor interesse blandt eleverne for at deltage i en række bevægelsesaktiviteter med høj intensitet og puls i frikvartererne.

"Vi har oplevet en interesse for bevægelse blandt børnene, som vi ikke har set før. Vi kunne have haft 70 elever med, hvis vi ville, men det har vi ikke haft personale til. Så vi var nødsaget til at vælge ud blandt eleverne, fordi så mange gerne ville være med", fortæller pædagog Daniel Kümmel Sørensen på Dansk Skoleidræts hjemmeside.

Baggrunden er, at eleverne, lærere og pædagoger dagligt over otte uger i det store frikvarter har ageret prøvekaniner og testet det nye såkaldte "bevægelsesbånd med power", som er udviklet af Dansk Skoleidræt med støtte fra Sundhedsstyrelsen.

Alle kan være med

Bevægelsesbånd med power er fysiske, alsidige aktiviteter med fokus på høj intensitet - målrettet elever fra 0.-4. klasse. De udviklede aktivitetsbeskrivelser omfatter bl.a. aktiviteter, hvor eleverne eksempelvis skal danse og skyggebokse - men på et plan, hvor alle kan være med, som det lyder fra Dansk Skoleidræt.

"Bevægelsesbånd med power er struktureret, organiseret inspiration til aktiviteter med puls og power, så børnene får pulsen højt op i den korte tid, et bevægelsesbånd nu varer. Der er tale om en masse forskellig inspiration inden for forskellige bevægelsestemaer, og aktiviteterne skifter fra dag til dag, og fanger derfor mange forskellige elever og ikke kun dem, der er vilde med fx fangeleg eller fodbold", fortæller projektleder i Dansk Skoleidræt, Signe Asferg Rasmussen, på Dansk Skoleidræts hjemmeside.

Forskere: Eleverne bevæger sig faktisk 45 minutter

Bevægelsesbånd med power er et supplement til bevægelsesbånd i det hele taget, der generelt allerede er populære på skolerne - blandt andet fordi de kan indgå som en måde til at sikre eleverne 45 minutters daglig bevægelse i løbet af skoledagen, som blev et lovkrav med folkeskolereformen i 2014.

Inspiration til idræt for de yngste

Ifølge Dansk Skoleidræt kan bevægelsesbånd med power også bruges som inspiration til idrætsundervisningen i de yngste klasser - hvis det vel at mærke lægges ind i et indholdsområde og et tema, der passer. Det vil fx kunne indgå som idéer til Kropsbasis, Løb, Spring, Kast, eller Dans og Udtryk, lyder det fra Dansk Skoleidræt.

Undersøgelse: Skoleelever bevæger sig mere efter corona 

Foruden den sundhedsmæssige effekt har bevægelsesbåndene også en gavnlig indvirkning på elevernes læring.

"Aktiviteterne har den positive effekt på børnene, at de bliver mere parate til at modtage undervisning og løse opgaver, fordi deres energiniveau stiger, når de har haft en aktiv pause med høj puls. Derudover viser undersøgelser, at eleverne reagerer hurtigere og med større nøjagtighed på en række kognitive opgaver, hvis de forinden en læringssituation har haft en aktivitet med høj puls", siger Signe Asferg Rasmussen.

Og på Østerhåbskolen i Horsens har man i hvert fald tænkt sig at blive ved med at bruge bevægelsesbåndene.

"Bevægelsesbåndene er mega fede, og vi kan se og høre på eleverne, at de synes, at det er sjovt. Vi har bare brugt de materialer, vi har fået af Dansk Skoleidræt, og planen er, at vi vil blive ved med at gøre brug af det, fordi det simpelthen har været så godt. Det er så nemt at gå til", siger pædagog Daniel Kümmel Sørensen fra Østerhåbskolen.

Ny forskning: Eleverne bevæger sig kun 16 minutter i en idrætstime

Læs mere

Bevægelsesbånd med power