Når skolelivet gør så ondt, at man ikke længere magter det

I 2018 havde danske skolebørn i gennemsnit 12 fraværsdage om året, og når der så sker en stigning på en dag om året, så er vi ude i en meget uheldig tendens. Det er noget, vi bør bekymre os om, men hvordan skal vi bekymre os om det? Det kan ikke nytte noget, at vi lader barnet eller barnets forældre være bærere af problemet, så vi placerer hele ansvaret et sted, hvor det ikke er opstået.

Den nye bog "Fra fravær til fællesskab" sætter fokus på de forhold i skolen, som har betydning for, om børn møder op i klasseværelset. Det er i særdeleshed deres venner, gode relationer til lærerne og ikke mindst motiverende undervisning, der gør en positiv forskel for deres glæde ved at gå i skole. Problemet er i bund og grund, at der er nogle i skolerne, der ikke er gode nok til at lytte sig ind på, hvad det er, som barnet vil væk fra, og hvad der skal til for at trække barnet tilbage til skolen. Vi har i mange år været vant til at bruge fraværsbegreber som pjæk, tilbageholdelse og skolevægring.

Der er to ubekendte i forhold til skolefraværet: De fagprofessionelle ved ikke, hvorfor det opstår, og det er uklart, hvad de fagprofessionelle skal gøre ved det. Men noget, man kan gøre, er at spørge børnene selv. Det har man så gjort i denne bog, hvor der medvirker tre børn, og det, de siger, er værd at blive klogere på.

Bogen er blevet til på baggrund af et ph.d.-projekt, der ser på begrebet skolefravær både i en teoretisk ramme og i nogle praktiske og metodiske greb, hvor handlingspotentialet bliver klart for de lærere og pædagoger, der nu skal gøre noget for at forebygge fraværet, udbygge samarbejdet med forældrene og hjælpe eleverne. Desuden indeholder bogen nogle forslag til, hvordan vi bliver bedre til at se med eleverne og ikke på eleverne, hvor vi bliver bedre til at lytte ordentligt efter, hvad de siger bag deres vrede og deres gråd.

Jeg var særligt glad for forebyggelsesafsnittet og for de afsnit, hvor der var præcise og konkrete tiltag til, hvad skolen selv kan gøre, og hvordan vi samarbejder med forældrene. Det er en meget sympatisk bog, der er grundigt underbygget af empiri og teori. Herved gives mine bedste anbefalinger videre.