Kram-undersøgelse: Danskernes sundhed halter
Over en tredjedel af deltagerne i ny undersøgelse er overvægtige, ligeså mange har for højt blodtryk. Hver femte har nedsat lungefunktion og hver anden har for lavt kondital, sådan lyder konklusionerne i stor undersøgelse af danskernes vaner.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kost, rygning, alkohol og motion har stor betydning for sundhed og sygelighed. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse står sammen med Trygfonden bag den såkaldte KRAM-undersøgelse, som er en af de største undersøgelser, der ser på hvilken betydning levevilkår, miljø og genetik har for vores sundhed. Undersøgelsen viser, at det i det store hele står skidt til med danskernes sundhed.
Undersøgelse skal skabe bedre rammer for danskerne
I 2007 og 2008 er borgerne i 13 kommuner blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen. Over 76.000 danskere har svaret på et spørgeskema om deres sundhedsvaner og helbred. De er også blevet spurgt til, hvordan de bruger kommunernes sundhedsfremmende initiativer og til hvilke ønsker de har til initiativerne. Over 18.000 deltagere har desuden gennemført en omfattende helbredsundersøgelse.
Ministeren for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen håber, at undersøgelsen vil få betydning for kommunernes måde at gribe opgaven an på.
"Med den nye viden vi får fra KRAM-undersøgelse kan vi blive endnu bedre til at skabe sunde rammer for danskerne. Jeg håber derfor denne rapport vil blive læst og debatteret rundt om i kommunerne", siger han.
Stor database til forskning
Undersøgelsen viser, at kvinder tilsyneladende har et bedre helbred end mænd, og at jo længere uddannelse man har, desto bedre fysisk helbred. Der er en tydelig sammenhæng mellem den måde man selv vurderer sit helbred på og de forskellige helbredsmål, der findes.
Som led i gennemførelsen af KRAM-undersøgelsen er der oprettet en forskningsdatabase, der kan benyttes til videre forskning til gavn for fremtidig sundhedsfremme og forebyggelse.
TrygFondens direktør Gurli Martinussen tror det nye datamateriale vil få stor betydning.
"Sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme er et af TrygFondens helt store fokusområder. Derfor er vi rigtig glade for, at så mange danskere har deltaget i undersøgelsen, og at forskere og kommuner nu får nye muligheder for at hjælpe befolkningen hen i mod en sundere livsstil".
KRAM-undersøgelsen er blevet til på initiativ af det Nationale Råd for Folkesundhed og gennemført af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.