Der kan være mange bump på vejen gennem et barns skolestart. Men for lille Karl i Søllested på Lolland er vejen jævnet gevaldigt ud. 

For på Søllested Landsbyordning har de nemlig organiseret skolestarten sådan, at Karl og alle de andre børn har både en voksen og et barn at holde i hånden hele vejen.

”Når man er et lille barn i børnehaven, er der ufatteligt mange skift, før man står i 1. klasse med den stabilitet det er, at have den samme lærer i nogle år. Det kan virke som små ting for os voksne, men bare det med at vide, hvor toilettet er, og hvor madpakken skal stå, hvem man kan holde i hånden og lege med, det har kæmpe betydning for børnene. Så det handler om at skabe tryghed i overgangene”, siger skoleleder Bitten Maria Bendtsen.

Hun blev leder, da skolen for fire år siden gik fra at være en almindelig folkeskole til at være en landsbyordning. 

Og det var hende, der lyttede til børnehaveklasseleder Louise Jørgensens ønske om at skabe bedre overgange i indskolingen og søgte penge hos Egmontfonden til et skolestartsprojekt. 

De knap 490.000 kroner, de fik, er gået til ekstra timer til medarbejderne i overgangene og til at efteruddanne alle indskolingens medarbejdere i Fri for Mobberi. 

Projektet udløber nu, men de fortsætter på den måde, de har fået organiseret sig. For de kan se, at det har stor effekt.

”Jeg har ønsket mig det her i alle de ni år, jeg har været børnehaveklasseleder på skolen. Jeg var startet i det små, men fordi Bitten søgte penge, kunne vi virkelig give den gas, og jeg synes, det er den absolut bedste måde, vi gør det på nu. Jeg har trygge børn og trygge forældre. For de kender mig alle sammen, når de starter, og vi har koordineret rutinerne, så vi alle sammen gør tingene på samme måder, og det gør det så meget lettere for børnene”, siger børnehaveklasseleder Louise Jørgensen.

Karl ved allerede, hvor toilettet er

Lille Karl, som Bitten Maria Bendtsen har tegnet for at vise deres model, lærer allerede et år inden, han skal starte i førskole, førskolepædagogen Tina at kende, fordi hun er i hans børnehave to fordage om ugen. 

Samtidig kommer der børn fra 2. klasse på besøg og leger med ham. Hans forældre er til åbent hus og intromøde og lærer en masse om skolen, og i den sidste tid går Tina med Karl og hans kammerater over på skolen og laver for eksempel krea eller spiser madpakker. 

Hans børnehavepædagog, førskolepædagog, forældre og kommende børnehaveklasseleder holder et møde om ham.

I april starter han så i førskole hos Tina, og her fortsætter de rutiner, han kender fra børnehaven. Han lærer samtidig sin børnehaveklasseleder Louise at kende, fordi hun har timer i hans klasse. Oveni får han en bonusven i 6. klasse, der kommer og leger og passer på ham.

Når han starter i børnehaveklassen, kender han allerede Louise, og Tina følger med hele året. 

Hans forældre er til to forældremøder og fire samtaler, og igen er rutinerne for børnene velkendte. Undervejs lærer han pointerne fra Fri for Mobberi, og han lærer sin nye klasselærer at kende – vi kan kalde ham Søren. Og når han endelig lander i 1. klasse, så følger Louise med op to timer om ugen i næsten et helt år – og rutinerne og piktogrammer følger stadig med.

Lyder det for godt og dyrt til at være sandt?

Politikere, råd og forening er enige: Der er for mange skift i børnenes skolestart

”Der er mange, der siger, at det kan vi jo kun, fordi vi er en landsbyordning, hvor alt ligger sammen, men det mener jeg ikke", siger skoleleder Bitten Maria Bendtsen. 

"Man kunne fint gøre det her på en almindelig folkeskole. Det har overrasket os, at det slet ikke er så dyrt, som vi troede. Selvfølgelig koster det nogle timer, men når det samtidig har betydet, at privatskolefrekvensen er faldet kraftigt, så er det småpenge”, fortæller hun videre.

Privatskolefrekvensen er faldet

Der er mange måder, Bitten og Louise kan se på, at det intensive arbejde med overgange og trivselsarbejde har virket. 

En af dem er den tydelige forskel, de ser på de få børn, der kommer udefra, fordi de fx lige er flyttet til kommunen, før de begynder.

”Vi havde en dreng, der kom udefra, som var på besøg på skolen. Det bekymrede ham rigtigt meget, hvor toiletterne var, og om han ville kunne huske det. Det er vores børn jo helt sikre på, når de starter. Til ham valgte vi så at lave en video, hvor vi viste rundt, som han kunne få med hjem og genbesøge nogle gange. For de her bekymringer, også for de fysiske faciliteter, kan fylde rigtigt meget for børnene”, fortæller Bitten Maria Bendtsen.

Et andet område er forældresamarbejdet, som traditionelt kan være svært at få forældrene til at deltage i, dér hvor skolen ligger. Men Louise Jørgensen har selv gået på skolen og kender området godt.

”Det betyder en del, at vi holder overgangssamtaler, hvor vi alle sammen er med og taler med forældrene om barnet. Til åbent hus og intromødet fortæller jeg rigtigt meget. Det er tydeligt, at når børnene er trygge, så er forældrene trygge. Det går så godt, at nu her på sidste møde var der for første gange mange forældre, der gerne ville være klassens trivselsforældre. De plejer ellers at være svære at finde”, fortæller Louise Jørgensen.

Forældrene og børns tryghed har også betydning for, at de vælger skolen til. 

For fire år siden var privatskolefrekvensen på 41 procent. Nu er den faldet til 28, og skolen fik i år så mange børn til børnehaveklassen, at de regner med for første gange at skulle køre to spor.

”Når børnene i børnehaven kommer over på skolen og ser, at det er superhyggeligt, og de kommer hjem og fortæller, at de har leget med de store børn, de kender fra tidligere, så har det en effekt. Børnene vil jo gerne følges”, fortæller Bitten Maria Bendtsen.

Fordi førskolepædagogen er med hele vejen fra børnehaven, så kender hun børnene godt, når de starter, og hun ved, hvad den enkelte har brug for.

”Det er de små ting, der har stor betydning. Hvem har lige brug for at holde en i hånden, og hvem har brug for en lille pause. Der er sindssygt mange krav, når man starter i skole, man skal spise, vaske fingre, tage gymnastiktøj på, lyne jakke, lære bogstaver, løse konflikter og alt samme på bestemte tidspunkter. Det betyder så meget, at vi kan gøre det lille ekstra for, at de får en god dag hver dag”, siger Louise Jørgensen.

Relationsarbejdet bærer frugt hele vejen op

Louise Jørgensen har længe arbejdet med Fri For Mobberi, hvor hvert barn får en lille, lilla plysbamse, som bor i et mælkekartonhus på en stor tavle. 

De kan fortælle bamsen hemmeligheder og give andre deres bamse, hvis de er kede af det, og gennem arbejdet med bamserne lærer børnene en masse om, hvordan de kan være gode kammerater. 

Gennem projektet har alle Louises kolleger i indskolingen nu fået kurset i Fri for Mobberi, og det gør en stor forskel, at de nu alle sammen arbejder i den samme retning, mener hun.

Arbejdet med de små følger med hele vejen op, når fundamentet er bygget godt. Det viser sig i små ting som, at de børn, Louise har i børnehaveklassen, som hun tager med i svømmehallen en gang om ugen, allerede ved, hvordan de kommer gennem omklædningsrummet og ikke er bange for vand, når de får svømning i 4. klasse. 

Men også i den måde de store er sammen med de små, når de er bonusvenner for de nystartede.

”De lærer at drage omsorg for hinanden og tage ansvar for deres handlinger som små, og det synes jeg er utroligt vigtigt. Det er til glæde og gavn for både de store og de små, at de er sammen, og der er jo også nogle af de store, som stadig gerne ville lege, og det har de så en undskyldning for at gøre, når de er sammen med de små”.

Allertydeligst ses arbejdet måske på første skoledag, fortæller Bitten Maria Bendtsen:

”Børnene er så trygge, at forældrene dårligt når at få taget et billede, for børnene er vandt til det hele". 

"De ved, hvor deres jakke skal hænge, og hvor de skal sidde i klassen. For det har alt sammen været sådan de sidste 14 dage inden, så de råber bare ’hej, hej mor’, og så er de væk. Så er det pludselig forældrene, der står tilbage og siger 'Hov, hvor blev de af?' Men det er jo også sådan, det skal være”.