Alle elever skal sprogvurderes i starten af børnehaveklassen - og sprogvurderingen bliver ensrettet.

Nyt politisk krav: Sprogvurdering i børnehaveklassen ensrettes

Som en del af den politiske aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen skal der udvikles et nyt sprogvurderingsredskab, som bliver obligatorisk for skolerne at bruge til sprogvurderinger i børnehaveklassen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

(overskriften ændret 2/11 kl. 13.13)

Alle børn skal sprogvurderes i starten af børnehaveklassen, og alle skal bruge det samme sprogvurderingsredskab.

Hidtil har skolerne selv kunnet vælge, hvordan de ville vurdere elevernes sprog, og oplysningerne er ikke blevet indrapporteret nationalt.

Det skal der ændres på nu med udvikling af et forbedret nationalt sprogvurderingsredskab, som skal sikre en systematisk og ensartet vurdering af elever overalt i landet, ligesom data skal kunne bruges til at følge udviklingen både lokalt og nationalt,  har partierne bag folkeskoleforliget aftalt. 

Alle er enige: Udskældte test afløses af test i matematik og læsning 

Aftalen betyder, at der skal udvikles et bedre sprogvurderingsredskab, som  børnehaveklasseledere skal bruge, når de foretager sprogvurderingen.

"Alderssvarende sproglig udvikling er helt afgørende for, at børn får en god skolestart og bliver sikre læsere tidligt i indskolingen", sådan lyder begrundelsen i den politiske aftale.

Om sprogvurderingsredskab står der i aftalen:

"Det skal sikre en systematisk og ensartet vurdering af elever overalt i landet, samtidig med at data kan anvendes til at følge udviklingen lokalt og nationalt. Det vil over tid kunne skabe viden om sammenhængen mellem sproglige udfordringer og faglig udvikling senere hen".

Redskabet bliver udviklet med afsæt i Sprogvurdering 3-6 og Sprogprøven, som bruges på skoler i dag.

I aftalen står, at det ikke må koste mere for kommunerne at bruge det nye værktøj, end den nuværende sprogvurdering gør.

Læs mere

Se hele aftalen her