Kommentar

Det er ikke blot en pragtfuld, munter vision, men virkelighed på forsøgsniveau, at en glad, sortbroget malkeko frivilligt og selvbevidst går til malkning på præcis det tidspunkt, der passer den bedst! En sådan stærkt decentraliseret malkeko er alle tiders. Den styrer selv den automatiserede malkning, går ind i malkemaskinen hele tre gange om dagen - og øger faktisk den daglige mælkeydelse betragteligt. En stribe tilfredse og smilende malkekøer, ser man for sig. Og vel også en tilfreds bonde?

Selvfølgelig kan de sortbrogede ikke sikre markeds- og brugerstyring, som liberalt set er en pointe med decentralisering, men de bestemmer selv hvad og hvornår og bliver gladere og mere produktive. Og det er en anden væsentlig pointe med decentralisering. Decentralisering skaber bedre råd. Det er også en pointe.

Derfor har vi haft så meget af den i de sidste ti-femten år. Ikke blot i uddannelserne, men overalt i den offentlige sektor. Det Nye Mønster, blev dele af decentraliseringen kaldt i Undervisningsministeriet, som i 1990 kom med en bog af samme navn.

Og nu kommer spørgsmålet med en vis kraft: Er decentraliseringen gået for vidt i uddannelserne? I folkeskolen? I læreruddannelsen?

Midt i decentraliseringen har 1990'erne trods alt også budt på mindre centraliseringer - de centrale kundskaber og færdigheder er eksempler - og det er ikke overraskende, at spørgsmålet om decentraliseringens velsignelser eller mangel på samme kommer nu. Alligevel må jeg tage hatten af for rektor Lars-Henrik Schmidt. Der skal mod til de udspil, han er kommet med til blandt andet Mandag Morgen og Politiken. Men interesserne i Danmarks Lærerforening og i Undervisningsministeriet trækker i øjeblikket i samme retning, og begge steder må der være koordineret og stærk tilfredshed med 'Den lokale folkeskole - nye veje', det foreløbige topmål af decentralisering fra Kommunernes Landsforening. Her kan man forholdsvis nemt markere modstand.

For en moderat skabscentralist som mig er tiden nu moden til småmissende at markere støtte til dem, der mener, at decentraliseringen efterhånden er gået grassat - og støtte dem, der har mulighed for at gøre noget ved det. Og samtidig mane til forsigtighed. Balancen er kunsten. Lige nu er der ubalance.

Det er min påstand, at der er for megen ideologisk malkeko i troen på, at vi bliver lykkeligere og bedre læreruddannere af at have meget vide decentrale muligheder på de enkelte atten lærerseminarier. Måske tværtimod. Måske tynges vi bogstaveligt talt dagligt af organisation, administration og innovation på måder, som fjerner fokus og kræfter fra primærydelsen: læringsskabende undervisning og vejledning. Det kræver mange kræfter at opretholde atten forskellige studieordninger, det vil sige atten forskellige tolkninger af en meget bred rammelovgivning.

Det handler om strukturer og organisation i decentraliseringen. Her kan gøres meget i læreruddannelsen, hvis nogen tør. Og i grundskolen bør der markant dæmmes op for Kommunernes Landsforenings konsekvent tænkte, men alt for ensidige økonomitænkning. Den vil gøre folkeskolen irrelevant.

Decentraliseringen har imidlertid også en indholdsside; hvad skal undervisningen konkret indeholde? I en i øvrigt velkommen centraliseringsproces også på indholdssiden skal Undervisningsministeriet her af alle steder holde tungen lige i munden.

Hvis de 'moderne tiders' øjensynlige usikkerhed på kulturfællesskab og på værdier i samfundet, jævnfør Vestagers markante og interessante lille bog om værdier, rodes sammen med forestillingen om lykken ved en tæt styring af skolens indhold - via skærpede mål og centrale kundskabsområder - så vil en central opstramning lande på illusionens overdrev, mellem to malkninger om jeg så må sige. Og så er vi lige vidt.

En opstramning må med andre ord ske i dét felt, hvor vi på den ene side efterlyser en tydeligere værdiorientering i fagenes forpligtelser i skolen og på den anden side ikke deler troen på værdien af en meget tæt undervisningsmål- og indholdsstyring i grundskolen. I den vulgære udgave vil sidstnævnte betyde tilbage til realskolen, det vil betyde deprofessionalisering, og det vil betyde faglig død. Et mareridt kunne for eksempel være en genindførelse af en fuldstændig slavisk kronologi i historie; stenalderen i tredje klasse - nutiden i niende klasse. Tonstungt støv vil lægge sig.

Jeg medgiver, at en fornuftig og nødvendig centralisering ikke er nem. Men den er ikke umulig.

Lektor i læreruddannelsen