I går var det igen tid til den halvårlig samtale, hvor vores barn og vi forældre havde fået invitation til at komme til skole-hjem-samtale på skolen.

I ti minutter kunne vi møde lærerne i henholdsvis dansk og tysk samt i yderligere ti minutter lærerne i matematik og fysik. Samtalerne forløb begge steder med denne begyndelse: »Hvad tænker du selv«, »Hvordan synes du selv, det går?« Både som forældre og som barn oplevede vi den usikkerhed, som denne »spørgeteknik« bevirkede, og tænkte, hvad er det, der er på spil? Hvor er synligheden, hvor er lærerne, som tager et ansvar lærerne, der skal fortælle, hvor barnet befinder sig. Så vi, både forældre og barn, har mulighed for at spejle os i dem og deres fag og derfra i dialog føre en samtale om, hvordan vi fælles kommer videre, hvad vi fælles ønsker at opnå.

En samtale mellem skole og barn har vel altid det formål at være bagudrettet, hvor man går lidt tilbage i den sidste tid, men samtidig og mest af alt at være fremadrettet rettet mod, hvad barnet, skolen og vi som forældre fælles kan gøre for at fremme, kvalificere og tage et ansvar for, at der sker en fornyet læring. Det er bare ikke virkeligheden.

Virkeligheden er i alt for høj grad en fokusering bagudrettet i temaer om det, barnet har gjort eller mest af alt ikke har gjort. Det betyder, at man bliver holdt fast i en tænkning, der ikke er udviklende, ikke er med til at skabe rum for, hvad vi forældre kan, hvad skolen kan, og hvad barnet kan være med til at gøre endnu mere af i næste periode.

Når de to gange ti minutter er gået, står der nye for-ældre på spring klar til at komme ind og man går derfra med følelsen: Hvor er det lige, der er forskel på det, jeg i dag som forælder oplever, og det, jeg selv oplevede, da jeg gik i skole for mere end 20-30 år siden? Følelsen af at være usikker på, hvad jeg går op til, hvad jeg får at vide, og hvad konsekvensen bliver for barnet, når det kommer hjem.

Denne samtale viser mig helt klart, at skolen og læreruddannelsen er nødt til at spørge sig selv: Hvad hjælper det, at vi i uddannelsen kvalificerer kommende lærere til nye måder at tale sammen med forældrene på, når virkelighedens verden er en anden. En skole-verden, hvor der eksisterer en praksis, der ikke har bevæget sig i de sidste 30 år. Spørgsmålet er: Hvem bygger broen mellem en ny indsigt og viden om, hvad der skal til for at formidle det gode samarbejde, og et skolesystem, der sidder forankret og ikke har flyttet sig de sidste 30 år?

Man kan som forælder stille sig det spørgsmål, om det overhovedet er umagen værd at gå op til skole-hjem-samtalerne hvert halve år i to gange ti minutter, når følelsen både for forældre og for barnet er, hvad er det, jeg/vi skal/kan bruge disse samtaler til? Hvor er de skoleorganisatoriske agenter, der kan bygge den nødvendige bro?

Som seminarielektor i psykologi, hvor jeg er med til at uddanne de lærere, der skal ud i folkeskolen, kan jeg være foruroliget over, at selvom vores studerende får den nye viden, er det ikke sikkert, at der er plads til, at denne viden kan blive brugt til at ændre praksis i skolen, så længe den samme skole sidder tilbage i en gammel tænkning.

Læs artiklen »Forandringsperspektivet i skole-hjem-samtalerne« i spalten til højre for denne kommentar på www.folkeskolen.dk