Dagen er kommet, hvor jeg har overgivet mig. Endnu en maskine er bragt over dørtærsklen til mit hus. Billig var den, men dyrt tror jeg stadig det koster menneskenes børn skridt for skridt at erstatte det levende med det døde. Telefonsvareren. Snart bliver den installeret.

Forinden havde et ophobet lager af telefonoplevelser passeret revy baseret på 34 år som klasselærer i folkets skole. Forældre på tråden i lyst og nød - mest det sidste. Krænkelser af privatlivets fred med telefonopkald spektret rundt fra det ufrivilligt komiske, det smertefuldt alvorlige, det dødtrælse, det høfligt forespørgende. Igen og igen har jeg stået der til forældremøder og sagt: 'I kan bare ringe, hvis der bliver noget.' Tror endda, jeg har sagt: 'Ring endelig, hvis der opstår problemer.' Af pligt, velvilje og som en selvfølge - dengang. Dengang, da tingene så en del anderledes ud - tiden inden massive forhånelser, mistillid og nedstemmende lavstatus. Skruen strammes, og vi må ud af vanetænkning og overdreven lærer-goodwill. Nu. Så hermed vil jeg lancere et indlysende forslag: Ingen lærer kan ringes til privat. Alle telefonopkald går fremover til skolens sekretær, som aftaler tid med klasselæreren. Slut med udlevering af lister med alle lærernes telefonnumre til hjemmene.

Sært, at fænomenet har overlevet så længe. At det som en naturlov forventes, at en klasselærer, der bestrider et mellemlederjob til fornærmende discountløn, kan opsøges dagen lang som jaget vildt. Prøv forsøgsvis at ringe op til din læge, din bankrådgiver, dit postbud, din cykelsmed, din frisør, din psykolog - you name it - helst et par minutter inde i den store TV-Avis - prøv lige . . . var de flinke?

Får lyst til at løfte sløret for særligt minderige telefonopkald - ikke mindst for at gå i detaljen over for yngre kolleger med hensyn til, hvad et klasselærerliv kan indebære. - Et eksempel: En fredag aften efter en travl uge, da jeg just havde sat mig til bords med familien, ringede en opskræmt enlig mor og fortalte, at hendes lille Allan var blevet væk. Udenfor rasede en snestorm hvinende og betændt. 'Vil du ikke lige se efter i Bjergene (et nærliggende, kuperet terræn) - sæt nu han ligger der med brækket ben . . .' - Da nu så mange år er svundet hen siden da, drister jeg mig for første gang til at afsløre: Jeg gjorde det. Havde min tiårige søn, der lige var blevet spejder, med mig, og frem stred vi os i buldermørket med stormens rasende hvirvelvinde blinkende med en cykellygte, mens vi skreg os hæse på Allan. Siden skulle det vise sig, at Allan havde siddet i mange timer hos en nabodreng og set videofilm.

Ej heller skal jeg glemme hin aften, hvor jeg til min egen fødselsdagsmiddag med gæster - efter andet glas rødvin - fik følgende henstilling per telefon: 'Kan du ikke lige i morgen se efter under Ronnys fødder, om det er eksem eller fodvorter, for hvis det er fodvorter, skal han jo ikke bade efter gymnastik . . .'

Værre med gyserafdelingen: Den ophidsede, aggressive: 'Brian bliver pint og mobbet hver dag i skolen - ser I ingenting efter . . . han er utryyyg'. De ophidsede har altid god tid, seancen kan let vare hele TV-Avisen ud. Så er det ulige lettere at få afsluttet opkaldet fra den pligttro forældretype: 'Undskyld, men sig mig lige, skal de også kunne stave til ordenstallene, for Sofie sidder og græder over det nu.' (Mimoserne står foran fuld blomstring). Alt naturligvis krydret med de spredte telefonchikanerier fra skoleelever, der med lærernes telefonliste i hånd forsøger at sætte lidt kolorit på en død aften ved at ringe op og sige bøh - eller saftigere ord - eller den uhyggelige version: lydløst lægger røret på.

Jeg har nu gjort mig en del umage med at skære ud i pap, hvor meningsløs og urimelig jeg finder den gratis døgnservice, så jeg har svært ved at forestille mig overbevisende modargumenter - selv fra Bertel Haarder-lignende folk, som har ringe forståelse for skolens indre sammenhænge.

Min salighed, nu ringer telefonen . . . måske skulle jeg alligevel tage den, inden mit telefonsvarerliv begynder i morgen.