Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Risikoen ved styring

Skoleledelse og forskning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Verdens bedste folkeskole - vision og strategi« var regeringens ambitiøse titel på oplæg til møde i Globaliseringsrådet 18.-19. august i år. Oplægget fokuserer på styrket faglighed, faglige udfordringer til alle børn, en god skolestart, en styrket og mere synlig pædagogisk ledelse af skolerne i forhold til de forskellige områder og klarhed om det kommunale ansvar.

En udfordring og en støtte til en mere systematisk indsats på flere af de nævnte områder er højst aktuelle og relevante. Mange af punkterne omhandler vor egenart på uddannelsesområdet. Fokus på det enkelte barns læring og udvikling i en rummelig skole med en differentieret indsats i undervisningen inden for fleksible rammer opfattes vel af de fleste som væsentlige kvaliteter og svære udfordringer i disse år.

Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelser af status for arbejdet med en mere differentieret undervisning og løbende intern evaluering dokumenterer, at kommuner og skolerne fortsat har langt igen i forhold til de dagsordener. Det er fint at udfordre kommunerne til at få præciseret kommunale mål og rammer for en sådan indsats og støtte skolernes arbejde med en mere systematisk og dokumenterbar indsats på området.

Det samme kunne siges om arbejdet med skolens faglighed. Det har længe været et dominerende element i den politiske retorik, at man vil have styrket fagligheden. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen skulle være imod faglighed og en mere faglig skole. Spørgsmålet er i højere grad at få afklaret forståelsen af faglighed og overvejet strategier for udvikling af skolens faglighed i takt med tiden. I Uddannelsesstyrelsens temahæfte om »Den ny faglighed og dens forudsætninger« skriver forfatterne: »Den eksplosive vidensproduktion og de omfattende forandringer i kultur og samfund sætter vore uddannelser, undervisningsfagene og fagligheden under pres. Derfor er det mere end nogensinde påkrævet at anlægge nye vinkler på undervisningens mål og indhold og på evaluerings- og prøveformer og herunder at forlade en traditionel pensumforståelse af fagligheden«.

Forfatterne til temahæftet afviser forståelsen af faglighed som målbar viden til fordel for en forståelse af »faglighed som en vidensbaseret parathed til at handle hensigtsmæssigt i situationer, som rummer en bestemt slags faglige udfordringer«.

Opfordring til kommunerne om at få skabt »tid til synlig pædagogisk ledelse, aflastning for administrationstunge opgaver og udviklet ledelsesstrukturer, der gør det muligt for skolernes ledelse at opprioritere det pædagogiske ledelsesansvar« og få »udarbejdet kommunale planer for kompetenceudvikling for lederne i forhold til den pædagogiske ledelsesopgave« synes umiddelbart at være fornuftige strategier i forhold til ledelse af udvikling af skolens faglighed, udvikling af differentiering og intern evaluering. Det er positivt og bemærkelsesværdigt, at udspillet omtaler pædagogisk ledelse som kerneopgaven i skoleledelse. Pædagogisk ledelse forstået som »en ledelse, der sætter mål, vejleder, følger op og er i løbende dialog med medarbejderne. Og som sikrer retning, forandring og struktur«.

Problemet er imidlertid, at regeringen og dens støtter dybest set ikke har tillid til denne del af deres egen vision og strategi for »Verdens bedste folkeskole«. De vælger i stedet at gøre nationale test, nationale standarder og internationale sammenligninger til indikator for kvaliteten i skolens samlede virksomhed og grundlag for det kommunale tilsyn og den politiske styring. Risikoen ved den form for styring er, at vi kun kommer til at forholde os til det, vi måler. Skolens mål bliver til det, der kan måles. Faglighed bliver til målbar viden og ledelse til strategiske overvejelser i forhold til det, man bliver målt på.

Det er efter min opfattelse forbundet med stor risiko at fratage professionelle faglig autonomi og møde dem med mistillid og manglende anerkendelse, i en tid hvor der netop er behov for at styrke personligt ansvar og rum for differentiering og fleksible løsninger.

Det kunne være interessant, om regeringen kunne få Danmarks Evalueringsinstitut - eller andre, man har tillid til - til at undersøge effekten og de mulige konsekvenser af den form for styring. Det er ikke for sent at blive klogere på det forhold.

»Spørgsmålet er i højere grad at få afklaret forståelsen af faglighed og overvejet strategier for udvikling af skolens faglighed i takt med tiden«
Powered by Labrador CMS