Kommentar

'Hvis noget i folkeskolen går for godt, må der være noget galt. Så skal det laves om, sådan er det bare', sagde lærer Hansen og rakte ud efter karrysalaten. 'Vi prøver hver gang at opfinde den dybe tallerken uden at se os omkring'.

'Jeg synes næsten, det værste er den manglende frihed. Det lammer al selvstændig tænkning og kreativitet. . . al den moralisering og manipulation', sagde lærer Jensen og sendte de marinerede sild videre.

'De har kun foragt tilovers for alle de erfaringer, vi har gjort os. Førhen fik jeg mange gode ideer til skolen, når jeg var ude at fiske. Nu sidder jeg i rundkreds med fjorten kvinder og to slags kage til kaffen og planlægger i detaljen. Og skal lade min person forme i andres billeder'.

'Alene kampen for ikke at falde i søvn. . .', afbrød lærer Nielsen. 'Kedsomhedskvoterne er uden ende, det er til at blive skindød af. Men I har vel lagt mærke til, hvordan man nu er begyndt at fedte for de gamle lærere?'

'Nå, skål og skide være med det, vi er heldigvis snart skredet', råbte Jensen opstemt.

'Nu vil de forsøge at få magistrene ind i folkeskolen', fortsatte Hansen, 'de holder en måned'.

'En uge', kommenterede Nielsen.

'Det bliver en dyr uge for skolen, for der skal vel penge på bordet til magistrene', sagde Jensen. 'Var det ikke bedre at sætte ordensmagten ind og lade dem beholde uniformerne på et stykke tid?'

'Nu, hvor tilgangen til seminarierne er svækket, er det oplagt at sætte arbejdsløse seminarielærere ind i folkeskolen, de har jo så mange spændende ideer. Måske går de ligefrem og længes efter selv at se åstedet', funderede Nielsen.

'Det har også været luftet, at man måske kunne holde på os, ved at vi fik lov at undervise og slippe for alle møderne', sagde Jensen, '. . . tag lige en øl med til mig'.

'Ja, nu kaldes vi det grå guld! Det er ikke længe siden, vi var skolens udviklingshæmmende ældrebyrde, men det var nu ikke så tosset at få lov til at undervise. Det har jeg faktisk altid holdt meget af og følt, jeg kunne. At give dem noget værdifuldt. Ja, ligefrem lære dem noget hver dag og ikke bare være computerkonsulent eller børneopdrager', sagde Nielsen.

'Forleden bad jeg sjette udpege Europas lande på et kort, det kunne de ikke! Systematisk indlæring er for hårdt og for kedeligt - paratviden er underkendt, da alt forandrer sig. Men Europas lande bytter vel ikke alle sammen plads foreløbig? Og der kommer ej heller nyt facit på syv gange syv'.

'Nå, men jeg bad dem tage atlasset frem hjemme og lære det til i morgen. De svarede minsandten, at de da ikke havde noget atlas. Er det blevet væk, spurgte jeg. . . 'Nej, nej, vi har da aldrig fået et atlas'. . . Efter natur/teknik-katastrofen regnes det vel for ligegyldigt'.

'Men er der nogen, der stiller sig kritisk an, når computermillionerne ruller?', spurgte Jensen.

'Det er noget andet. Nyrup har jo sagt, at vi skal blive en førende IT-nation. Og vi trænger da til at blive førende - på et eller andet område', mumlede Nielsen eftertænksomt.

'Der er en flot landskinke. . . nej, jeg kunne ikke lokkes til at blive én dag længere uanset hvad'.

'Og hvor er det dejligt at se, at de unge lærere, der ikke trives - altså de driftigste af dem - de forsvinder. Vi andre har været alt for trofaste og tålsomme', sagde Hansen.

'Lærernes lavstatus har betydet en større nedtur for børnene, end folk reelt gør sig forestillinger om', mente Jensen. 'Hvornår spiller de unge ud i medierne. Hvad står de for?'

'Ingenting', svarede Nielsen. 'De slider i det og har travlt med at holde skindet på næsen'.

'Nu lyder du godt nok pessimistisk', sagde Hansen.

'Mig, pessimistisk? Kald det lige, hvad du vil. Hører du nogen protester?'

'Du ved vel, at en pessimist er en optimist, der har tænkt sig godt om', svarede Nielsen.

'Meeeen, der foregår trods alt en masse flot undervisning rundt omkring. . .', indvendte Hansen.

'Ja', afbrød Nielsen. 'I smug, når der kan blive tid for alt gejlet'.

'Det er da mærkeligt, at ingen går til modstand!'

'Har alle hørt det: Om tre måneder er jeg den, der er skredet. Ud at fiske. Skål', råbte lærer Jensen glædestrålende.

Af Else BaggesenOverlærer, Hjørring