Nationale obligatoriske test bliver en realitet, på trods af alle advarsler om hvad det vil gøre ved undervisningens form, indhold og ikke mindst undervisningens formål og dermed tænkningen hos næste generation.

Diskussionen om pædagogisk udvikling er imidlertid også en diskussion om samfundets udvikling. Derfor begynder diskussionen ikke ved, om man kan lide test eller ej. Diskussionen må tage fat om målet for samfundets udvikling - og så må vi etablere et læringssyn og et dannelsesideal, som underbygger det mål.

Test og rangordning er blot toppen af isbjerget, og næste skridt på test-stigen er, at lærerne skal testes. Det var et uimodsagt fremtidsscenarie fra flere af oplægsholderne på dette års alternative Sorø-møde på Askov Højskole. Men hvad skal lærerne være gode til? Skal de være gode til det, der kan testes? Og hvad kommer en lærer med den slags kvalifikationer til at betyde for lærings- og dannelsessynet i skolen og for samfundets udvikling?

Det er mere vigtigt end nogen sinde at fastholde perspektivet om den professionelle lærer. Ellers kan alternativet blive den lærerløse skole med computerstyret overvågning af elevernes arbejde med at erhverve sig data, som bliver til viden, der kan måles og vejes. Scenariet skræmmer med sit Orwelske perspektiv både i det konkrete golde billede og i det dannelsesperspektiv, der ligger i det.

Professor Peter Kemp advarede i sit oplæg på mødet mod skrækscenariet »Den lærerløse skole«. Han opstillede to modsatrettede læringssyn, som fordrer hver sin type lærer. På den ene side står - ifølge Peter Kemp - det tekniske læringssyn, hvor man ved hjælp af de obligatoriske nationale test måler elevernes evne til redskabsbrug. Dette læringssyn fordrer en specialist, som ved en masse om læsning i indskolingen.

På den anden side står det kulturelle læringssyn, som fordrer en lærer, der med hele sin personlighed og professionalisme løfter eleverne »ud over faget« og med sit engagement smitter med lysten til at lære. Det tekniske læringssyn er videreformidling af allerede kendt stof. Det kulturelle læringssyn er opfordring og uddannelse til kreativ tænkning.

Det tekniske læringssyn fordrer lærere, som er specialister, mens det kulturelle læringssyn fordrer lærere, som er mennesker med høj faglig viden - ikke blot om faget, men om fagets didaktik og kulturelle demokratiske sammenhæng.

Der er altså tale om to ret forskellige lærere - og test af lærerne i form af rangordning vil være lettest at foretage med test af deres specialistviden - altså en fremmelse af den lærerrolle, som passer til det tekniske læringssyn.

Uddannelsesforsker Ole Harrit gav et oplæg, hvor han konstaterede, at nyliberalismens tro på det (og kun det), der kan måles og vejes, er konstituerende for lærernes arbejde. Han sagde, at det er forudsigeligt, at den form for politisk styring, som testene er, vil gå i rødderne af lærernes arbejde og definere undervisningens form og indhold og dens samfundsmæssige betydning. Det er evident, at test får konsekvenser, sagde han. Det er en politisk styring i retning af, at faglighed bliver det, der kan måles.

Nyliberalismen introducerer et andet lærings- og dannelsessyn, end vi hidtil har lavet skole på, og gennemfører dermed en bevidst politisk styring af tænkningen hos den næste generation.

Peter Kemp sagde, at det tekniske læringssyn lærer eleven at begå sig - at vinde over andre i det internationale samfund - mens det kulturelle læringssyn lærer eleven at indgå i samarbejde med andre kulturer om opbygning af global velfærd. Det tekniske læringssyn ligger desværre i fin forlængelse af den måde, regeringen i øvrigt forholder sig til de globale udfordringer på: »Vind eller forsvind«.

Hvis DLF skal være med til at ændre det perspektiv, fordrer det afstandtagen til den herskende tænkning og en styrket professionsstrategi, som sætter læreren i centrum som garant for et demokratisk dannelsesideal, som uddanner næste generation til ansvarlige verdensborgere.