Man vil nødig skuffe nogen som ny minister. Men det er svært at undgå, når man ser på alle de henvendelser, man får om for eksempel folkeskolen. Kan du ikke gøre noget ved læseundervisningen? Hvorfor får min lille purk ikke svømmeundervisning? Kunne du ikke lære dem at skrive pænere?

Det er ikke altid, det er gået helt op for borgerne - såmænd heller ikke for journalisterne - at vi faktisk med god grund har en ret klar arbejdsdeling på folkeskoleområdet. Og den indebærer ikke, at jeg kan give elever særundervisning på mit hjørnekontor.

En minister kan meget. Sammen med Folketinget kan jeg formulere mål og sætte rammer for, hvad der skal foregå i kommunerne og på skolerne - og allervigtigst, i det enkelte klasseværelse. Det er mit ansvar, at disse mål er gode og trækker den samlede folkeskole i den rigtige retning.

Men hvordan målene og rammerne fyldes ud, er en helt anden boldgade. Det ansvar ligger ude i selve dagligdagen, i mødet mellem børn og voksne ude på skolerne. Det kunne en minister godt blande sig i, men det kom der ikke noget godt ud af.

Vi har ikke bare tradition for det - men det er vores faste overbevisning, at mål og rammer fyldes bedst ud så tæt på virkeligheden som muligt. Og det vil i langt de fleste tilfælde betyde hos den enkelte lærer.

Den danske befolkning har til gengæld ret til at få dokumentation for, at alle involverede parter løfter deres del af ansvaret for udviklingen af kvaliteten i den fælles folkeskole. Det er deres folkeskole.

Med 'Folkeskolen år 2000' er vi godt i gang.

Det handler om at kunne vise, at skolerne lever op til forventningerne i folkeskoleloven. Det gør ikke noget, at de gør det i forskellig takt, med forskelligt fokus og med forskellig gennemslagskraft. Det skal der være plads til. Lokale hensyn kan betyde, at det for en skole er langt vigtigere at satse påén udvikling, mens naboskolen helt naturligt må satse på en anden. Men begge skoler er forpligtet til at vise, at de har tænkt sig om. Og de skal kunne vise, at de arbejder i den rigtige retning - og efter nogle mål. Det kræver dokumentation.

Nogle bliver skræmt, når man taler om 'mål' - det ligger så tæt på, at vi så skal måle, hvordan det går i den enkelte folkeskole. Jeg forstår frygten, for det er jo ikke brødristere, vi producerer, hvor man tydeligt kan se på brødet, om der er varme nok på elementerne.

Folkeskolen er en kulturbærende institution - den har en samfundsudviklende opgave, og den slags resultater kan selvfølgelig ikke måles med selv den mest fantasifulde lineal.

Jeg skal som minister formulere mine forventninger gennem mål og rammer. Men hverken jeg eller ministeriet skal ud at kontrollere, om målene nås på skolerne. Det skal skolerne selv gøre ved at udvikle redskaber, som definerer og videreudvikler kvaliteten af undervisningen. Det skal de ved det lokale arbejde med udvikling af handleplaner, så kvalitets- og ledelsesudvikling kan føres ud i livet. Det er og bliver de enkelte skoler og lærere, der skal være de bærende kræfter i den proces.

For at skabe en ramme for kvalitetsudviklingen af folkeskolen fremsætter jeg i oktober et lovforslag om oprettelse af en evalueringsinstitution. Den skal dække både grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Jeg regner med, at institutionen skal begynde sin virksomhed allerede i 1999.

Men heller ikke denne institution skal ud at måle på vores 1.700 folkeskoler og 300 private grundskoler. Det kan den ganske enkelt ikke. Den kan tage stikprøver og give fingerpeg, der fortæller, om kvalitetsudviklingen er i gang. Den kan derigennem hjælpe skoler, der har problemer med at få fat. Det skal den ikke gøre ved at vise målebånd frem, men ved at inspirere til fortsat kvalitetsudvikling på den enkelte skole, for eksempel ved selvevaluering, så også evalueringen sker i et samarbejde.

Det er efter min mening vejen, hvis vi skal undgå krav om detailstyring og minimumsstandarder.

Velkommen tilbage til endnu et skoleår med udfordringer og glæder i (sam)arbejdet med børn og unge.

Undervisningsminister