»Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Ja kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

før det er forbi«

Hver gang jeg hører disse linjer af Tv2, smiler jeg stille indeni. De minder mig om min dansklærer, Jesper, der i den grad udviklede mig og også mine kammerater i 8. og 9. klasse.

Han trådte ind ad vores dør for to år siden - ind til en flok larmende pubertetsunge. Til en klasse, der var præget af markante kliker, og hvor status i flokken var vigtigere end gode karakterer.

Jesper vidste, hvor han ville hen med os. Vi fik ikke lov at sidde og hænge. Vi skulle lære noget! Og det var nok et klogt træk at lægge ud med musikvideoer. For hvem af os ville nogensinde have gættet, at de kunne analyseres helt ned til mindste detalje? Kreativt og alligevel så enkel en tanke at føre musikkanalen MTV ind i klasselokalet og lade toner fra R. Kelly og Beyonce bruse ud. Ører foldede sig vantro ud og lyttede nu intenst for at lære forskellen på high- og lowkey, synkron- og effektlyd og andre fagudtryk inden for genren.

Men hvad sker der så, når romantikken skal på banen? Hvordan får man 20 unge med hovedet fuldt af kærester og Bacardi Razz til at finde fædrelandssange og idylliske landskabsbilleder værd at bruge tid på? Man fortæller historien bag! Hvorfor var kunsten og litteraturen, som den var? Hvad fik danskerne til at værdsætte fællesskabet og dyrke nationalismen? Alt dette tilsat en sprudlende energi. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Kan det her stof virkelig være spændende? Hvordan kan jeg se på et billede af en mark og et bondehus, uden at mine øjenlåg bliver tungere?« Jeg undrede mig, men det forhindrede ikke min ivrige finger i gang på gang at skyde til vejrs. Og da jeg i foråret med en nervøs knude i maven lagde min hånd på dét nummer, der skulle udløse min opgave, til den afsluttende prøve, håbede jeg at trække en tekst fra romantikken!

Jesper ville ikke acceptere, at nogen stod af. Han prøvede på 1.000 måder at få dem med, der egentlig ikke gad - at gøre dem til en del af samværet. Han forsøgte at belyse, hvordan det, vi arbejdede med, bliver udviklet i »den virkelige verden«. Efter et par ugers dybtgående analyse af reklamer var det vores egen tur til at sælge et produkt. I grupper blev vi sat til at lave en reklamekampagne for noget så uinspirerende som kildevand! Jesper og to elever var ejere af kildevandsfirmaet og skulle kåre den bedste kampagne.

Konkurrencen mellem grupperne - og det faktum, at vi alle var så fyldt op af de seneste ugers undervisning om virkemidler, målgrupper og blikførende linjer - resulterede i nogle virkelig spændende resultater! Det var fedt at vise, hvad man havde lært, og smide et reelt og gennemarbejdet produkt på bordet for måske at løbe af med sejren!

Jeg kunne blive ved. Og det gør jeg så:

»Ingen rapporter, de er så kedelige!« Jeg kan stadig høre Jespers stemme for mit indre øre, da vi skulle i gang med projektopgaven i 9. »Jeres projekter skal dokumenteres med andet end bogstaver. De skriveglade skal også nok få lov, det har I jeres logbog til«.

Jesper skubbede til alle, trak os lidt længere ud, end vi havde tænkt os. Han fik os til det, vi ikke troede muligt.

Efter en uges slid kunne klassen fremvise en kampagne ved navn »Ren sex« med tilhørende kondomer og hjemmesiden rensex.dk, en artikel i den lokale avis, et foredrag på skolen for alle 6.-9.-klasser om anoreksi og to dokumentarfilm - én om ludomani og én om stress. Et maleri, der illustrerer trosmæssige og etiske dilemmaer ved kunstig intelligens, samt adskillige foldere og PowerPoint-shows. Vi var både stolte og overvældede. Og den fælles følelse bragte os også tættere på hinanden og affødte en gensidig respekt, hvilket var uvant i vores klasse.

En lærer, der virkelig brænder for noget, kan også tænde en ild i andre. Jeg har fået så meget med fagligt og har også udviklet mit forhold til det at lære noget. Jeg har lært, at det kan være fedt at opbygge sin viden og blive klogere. Jeg ved, at den positive indstilling vil få stor betydning for mit liv fremover.