»Skolen - verdensklasse på 100 dage« har man glædet sig til. Der har været trailere til programmet, som var det en ny High School Musical. Og det er fantastisk, at elever går med til at lade sig filme, og at lærerne sætter sig selv på spil i så høj grad, som de gør.

Men samtidig er det ærgerligt, at hele konceptet er endt med at blive så »amerikansk« og overgearet, som det er. Der er valgt en meget ukritisk vinkel. Man ser kun fortravlede voksne, og man ser elever, der enten er grædefærdige eller overglade.

Og nogle seere sidder sikkert foran skærmen og tænker: Kræver det virkelig kun 100 dages indsats, hvis elever og lærere tager sig sammen, for at komme i verdensklasse? Så må mit barns skole da også tage sig sammen!

Men beklageligvis: så nemt er det ikke. De fleste skoler mangler nemlig lige et tv-hold, der kan give konstant motivation til at yde en indsats. De mangler penge. De mangler fælles vilje til forandring blandt forældrene. De mangler fælles vilje fra eleverne til at ville lære. Og alt dette får man ikke uden videre.

Og så er der - som altid når det handler om mennesker, der arbejder sammen - en række dilemmaer, der ikke kan takles på samme vis fra gang til gang. Dem møder vi ikke i tv-serien. Men de må være der. Bagved.

Tre gode ordsprog:

1. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene!

Det er desværre bare ikke sådan, at summen af evner altid giver samme resultat. Alle elever undervises med udgangspunkt i samme Fælles Mål, men mennesker er forskellige, og elever har forskellig grad af evne til at begribe skolelærdom. En del af det er abstrakt og teoretisk, netop fordi det er skolens opgave at sætte verden i perspektiv, så eleverne bliver duelige medborgere, der kan være selvstændige samfundsborgere. Det kan være svært.

2. Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke!

Det kræver mentalt overskud at være igangsætter. Det kræver overskud at motivere og hele tiden vise høje forventninger til elever, der mange dage er trætte eller triste eller bare søvnige og sløve. Det kræver mentalt overskud fra eleverne at være klar til at lære noget nyt hver dag. Det er en gensidig forpligtelse at være positiv i tilgangen til læring og undervisning, men man kan ikke tvinge engagement, vilje og interesse frem! Skolen kan skabe rammerne, men det lykkes ikke hver dag at få eleverne til at tage fra.

3. Øvelse gør mester!

Selvom det er kedeligt, så gælder det stadig. Ingen er nogensinde blevet dårligere til noget ved at øve sig. Tyske kasusbøjninger, tabeller, kommaregler - der er meget i skolen, der ikke er underholdende eller føles vedkommende lige i læringsøjeblikket. Men al basisviden giver mulighed for - ja, er netop basis for - at man senere kan beskæftige sig med noget, der er sjovt, engagerende og vedkommende. Man må øve sig, lære noget, vide noget.

Verdensklasse i skolen opnår man ikke på 100 dage. Men hvis lærerne får opbakning fra forældre, der vil samarbejde om at gøre skolen til det gode læringssted for alle, hvis ledelsen påskønner lærernes indsats, og hvis eleverne møder forberedte, parate og med godt humør hver dag, så er det et realistisk mål for samtlige 1.589 folkeskoler, at de kan opnå om ikke verdensklasse så SAS-liganiveau. Også uden et tv-hold.

Det er faktisk det, de fleste lærere forsøger at gøre - sådan helt stille og roligt. Ikke bare i 100 dage, men hver dag.

»Det er ærgerligt, at Tv2's program 'Skolen - verdensklasse på 100 dage' er endt med at blive så 'amerikansk' og overgearet, som det er. Der er valgt en meget ukritisk vinkel«»Det kræver mentalt overskud at være igangsætter. Det kræver overskud at motivere og hele tiden vise høje forventninger til elever, der mange dage er trætte eller triste eller bare søvnige og sløve«