Vi er alle enige om, at skolelederne skal styrkes, så de bedre kan udøve pædagogisk ledelse. Enigheden er massiv, indtil man skal finde ud af, hvad det så betyder: Fra OECD og undervisningsministeren lyder det, at skolelederne skal kunne lede og styre lærerne, så de leverer en undervisning, der gør, at eleverne scorer højt i færdighedsmålingerne og de internationale sammenligninger. Fra kommunal side er kravet, at skolelederne skal formidle de kommunale krav til lærerne og talrige og detaljerede dokumentationer og opgørelser til forvaltningen. Forældrene forventer, at skolelederne får lærerne til at behandle deres børn omsorgsfuldt og opdragende, så de udvikler sig til vidende og hele mennesker.

Forventningerne til skolelederne er komplekse og modsigelsesfyldte, men det er ikke klogt at overse nogen af dem. Politikerne har helt legale og legitime krav til skolen. Forvaltningerne har legale krav, og forældrene er i sidste ende dem, der på elevernes vegne virkelig har noget i klemme. Det kan imidlertid være nødvendigt at minde sig selv om, at den pædagogiske ledelse i første række retter sig mod skolens professionelle, lærerne og pædagogerne, fordi det er de grupper, der betyder allermest for elevernes skolegang og for deres udbytte af at gå i skole. Det er i de professionelles samspil med eleverne og klasserne, at rammerne og indholdet for elevernes læring udvikles og vedligeholdes. Her er de former og indhold, altså fagene og emnerne, sådan som det parlamentariske system har placeret dem i skolehverdagen, og som i høj grad strukturerer lærernes og elevernes aktiviteter.

Når de pædagogiske ledere skal lede, sker det som nævnt i relation til de tekniske dokumentationskrav og den brede, almendannende funktion, men i endnu højere grad i forlængelse af og som støtte til de didaktiske refleksioner, som lærerne gør sig individuelt og i samarbejde med kolleger i teamene.

Fagrækken diskuteres og justeres konstant, og den anfægtes med den moderne kompetencetænkning, men den er stadig grundlaget for det meste af skolens virksomhed. For det er her, de forskellige og forskelligartede krav om indhold, viden, form og strukturer får krop og liv. Det er her, der (ofte) er sammenhæng mellem undervisnings- og arbejdsformer og undervisningens mål og indhold. Det er i den fagligt funderede undervisning, man har mulighed for at få tingene til at hænge sammen: Mellem de bureaukratiske test- og dokumentationskrav på ganske smalle faglige felter og de meget brede omsorgs- og dannelseskrav. Lærernes didaktiske refleksioner strækker sig fra overvejelser over, hvordan den konkrete undervisning kan bidrage til de målbare færdigheder såsom læsefærdighed og de brede kompetencer som for eksempel samarbejds- og kommunikationsevne.

Det må være på det felt, at den pædagogiske ledelse må udfolde sig, for her kan der måske skabes sammenhænge mellem de forskelligartede forventninger. Det er ikke i en fokusering på de tekniske fix til planlægning og testning - som ofte placeres i kravet om udviklingen af en evalueringskultur - eller i forventningerne om de meget brede og uhåndterbare kompetencer og idealer, som det kan være meget vanskeligt at sætte ord og handlinger på. I de fagligt funderede didaktiske refleksioner kan enderne måske mødes, når skolelederne skal fungere som pædagogiske ledere.

Det kan undre noget, at dette aspekt er fraværende i de lederuddannelser, der tilbydes skolelederne. Master- og diplomuddannelserne fokuserer på strategisk ledelse, udviklingsledelse, kvalitetsledelse og så videre, og de retter sig mod ledere i private og offentlige virksomheder på samme tid, så der ikke bliver plads til et indholdsstyret, fagligt perspektiv på relationerne mellem ledere og medarbejdere. Når synet på ledelse bliver så generelt, så forsvinder det, der skal ledes, ud af synsfeltet.

Det er dybt problematisk, at de professionelle, fagene, undervisningen og eleverne er så fraværende i lederuddannelserne.