Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Klostervænget – en skandale

Vi finder stadig denne sag fuldstændig forrykt og absurd, skriver de fem tvangsforflyttede lærere fra Klostervængets Skole

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er blevet sagt og skrevet meget om sagen på Klostervængets Skole, også efter at der er sat punktum i sagen. Vi mener derfor, at tiden er inde til, at vi fem tvangsforflyttede lærere tager til genmæle, idet vor opfattelse af virkeligheden ligger milevidt fra den, som den administrerende direktør Peter Rasmussen har prøvet at overbevise offentligheden om.

Vi blev alle forflyttet ud fra følgende enslydende kriterier:

At de pågældende lærere vil få meget svært ved at indgå i lærergruppen i andre roller end de roller, som de har i den nuværende sammensætning

At de øvrige lærere vil få særdeles svært ved at have tillid til disse personer

At de har været med til at påvirke lærergruppen til et ukonstruktivt og problemfokuseret samarbejde

At flere af dem har været de primære drivkræfter bag den mobning, der har fundet sted i lærergruppen.

Pressegruppen på Klostervængets Skole udtaler den 2. december 2003 blandt andet: »Størstedelen af lærerværelset opfatter ikke de fem som værende problematiske og en hindring for skolens udvikling. Lærerværelset ser dem snarere som igangsættere og et stort aktiv for skolen. Ældre kolleger, nye lærere samt praktikanter har både udtrykt og nydt godt af deres ekspertise og erfaring, som de altid generøst har delt ud af. Skolen har mistet nogle medarbejdere med kompetencer og erfaringer, der er uvurderlige i den udviklings- og forandringsproces, vi er i gang med. En skole i udvikling har brug for både konstruktive og kritiske holdninger i et fremadrettet arbejde mod den rummelige folkeskole«.

Vi deler denne opfattelse og står som langt de fleste lærere på skolen fuldstændig uforstående over for ovenstående udokumenterede påstande.

To af os, som var tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant, tog i sidste skoleår initiativ til at få sat fokus på det psykiske arbejdsmiljø, som vi arbejdede loyalt og målrettet med, indtil vi efter eget ønske fra­trådte funktionerne i sommeren 2003.

Vores leder har ved flere lejligheder nævnt, at der fandt mobning sted blandt lærerne. Flere lærere har foreslået skolelederen at indkalde den mobbede og mobberen til samtale for at få løst problemet. Dette skete ikke. Sikkerhedsrepræsentanten blev heller ikke orienteret om den påståede mobning, ligesom skolens sikkerhedsgruppe aldrig har haft mobning på dagsordenen.

Vi blev således dybt forundrede over at skulle tvangsforflyttes med påstanden om, at vi skulle være drivkræfterne bag mobningen på skolen.

Denne opfattelse deles også af pressegruppen, der i Folkeskolen 1-2/2004 skriver: »På Klostervængets Skole har ingen konkrete tilfælde af mobning været på dagsordenen, og på lærerværelset spørger vi måbende hinanden, hvem der dog er blevet mobbet af hvem og med hvad. Vi kender de fem kolleger som hjælpsomme, engagerede, fagligt kompetente og kritiske mennesker«.

Vi fem tvangsforflyttede lærere har været ansat på skolen mellem ti og 30 år. Vi har aldrig været indkaldt til samtale af vores leder om de fire anklagepunkter. Det er, så vidt vi er orienteret, normal forvaltningspraksis at sikre sig, at lederen på skolen har indkaldt de implicerede til medarbejderudviklingssamtaler/tjenstlige samtaler/advarsler, inden et så alvorligt skridt tages. Det burde derfor have været en selvfølge, at den administrerende direktør, som jo også er direktør for de ansatte, havde fokuseret på og påtalt ledelsens manglende initiativer i stedet for at tvangsforflytte os.

Den administrerende direktør bygger sin fejlagtige opfattelse på en ubrugelig konsulentrapport med anonyme interview, hvilket skoleborgmester Per Bregengaard nu også har indrømmet. Mange indlæg har kredset om spørgsmålet om, hvad vi har gjort forkert. Vi ved det heller ikke. Vi kender kun de fire kollektive anklagepunkter fra konsulentrapporten.

Derfor mener vi, at bortvisningen af os var helt forfejlet og får den stik modsatte effekt: Det psykiske arbejdsmiljø på skolen bedres ikke snarere tværtimod, og genopretningen af tillidsforholdet mellem ledelse og ansatte bliver yderligere vanskeliggjort.

Vi finder stadig denne sag fuldstændig forrykt og absurd, og de menneskelige omkostninger er for os, og de ansatte på skolen, fortsat uoverskuelige.

De fem forflyttede ønsker at være anonyme. Redaktionen er bekendt med deres navne

Powered by Labrador CMS