Sloganet 'Tid til forandring' har været afsæt for mange gode visioner for fremtiden. I denne artikel danner det grundlag for debatten om, hvor der efter min mening i folkeskolen og i læreruddannelsen burde ske forandringer.

Det er ingen hemmelighed, at der er stor mangel på folkeskolelærere, ikke mindst ser fremtiden sort ud. Jeg er selv fjerdeårsstuderende, og til sommer står jeg ligesom så mange andre med den nye læreruddannelse i hånden. Men hvad skal jeg med den? Hvis ikke jeg har lyst til at gå på kompromis med mine visioner for livet som lærer, ja så er den ikke meget værd. Jeg er nemlig helt enig med Jesper Sørensen, som i Folkeskolen nummer 50-52 gjorde det klokkeklart, hvor problematikken ligger i forhold til læreruddannelsen og den skole, der møder os, når vi er færdige. Man har lavet en ny læreruddannelse, hvor man lægger stor vægt på det faglige, mens folkeskolen ikke er klar til den slags faglighed, vi kommer med. De er ikke i stand til at give os de fire linjefag, som vi er uddannet til at undervise i. Der er ingen regler på det område. Vi må finde os i det, de kan tilbyde os, og det er alt for ofte kun to ud af fire linjefag.

Når vi råber op om, at det vil vi ikke finde os i, og når Jesper Sørensen på konferencen for skoleledere siger, at uddannelsen ikke ruster os til at være alsidige lærere, som kan varetage, hvad fag det skal være, så er det jo ikke et spørgsmål om at være stædige eller hysteriske. Nej, det er et spørgsmål om, at hvis jeg skal undervise i andre end mine fire linjefag, så er jeg nøjagtig lige så kompetent som en tilfældig forbipasserende på gaden. Jeg har intet fundament til en undervisning i andre fag end dem, jeg lærte på seminariet. Da er der til gengæld grobund for kritik af vores undervisning, for den faglighed, man ønskede, og den faglighed og alsidighed, vi rent faktisk behersker i vores linjefag, den har vi ikke mulighed for at vise, medmindre vi får lov at undervise i det, vi er gode til.

Er det virkelig meningen, at medierne skal få ret i deres evige påstand om, at lærerne generelt er for inkompetente, eller er det meningen, at vi skal løfte fagligheden og elevernes sociale kompetencer og børste skidtet af ryggen og klø på med oprejst pande? Man kan blive helt i tvivl, når ledere udtaler, at vi godt kan glemme vores bøn om at undervise i vores fire linjefag, fordi det gjorde de heller ikke, da de var nyuddannede.

Det værste er, at jeg har nydt hvert sekund af min uddannelse, og så er det dødærgerligt at skulle konstatere, at den ikke passer sammen med den danske folkeskole. Læreruddannelsen og folkeskolen er to sider af samme sag, og det burde da være logik for selv en politiker, at man ikke kan lave den ene part om uden samtidig at tilpasse den anden!

Hvis jeg skal tage et job som lærer, når jeg bliver færdiguddannet, er der hårdt brug for forandring i skolen. Jeg er udbrændt på forhånd ved tanken om Klare Mål og folkeskoleloven, som i sig selv er ganske udmærkede, men hvor er tiden til at føre det ud i livet? Vi må jo konstatere, at pengene og tiden skæres ned, og kravene skærpes, hvilket heller ikke hænger sammen.

Alt dette og meget mere har gjort, at mit valg desværre ligner mange andre lærerstuderendes valg. Vi magter ikke opgaven, når kravene til undervisningen ikke stemmer overens med tiden og pengene dertil. Det er nemlig ikke i mangel af evner eller visioner, at vi vælger fra, det er ganske enkelt, fordi der bliver forlangt det umulige af os, og fordi vi, hvis vi trods alt vælger folkeskolen, bliver tvunget til at gå på kompromis med vores ambitioner, og det er det, jeg takker nej til!

Fjerdeårsstuderende på Haslev Seminarium