Anmeldelse
Gyldendals guide til Danmarks flora / Gyldendals guide til Danske sommerfugle
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Blomster og sommerfugle er noget, der hører meget tæt sammen, til stor gavn for hinanden og til stor nydelse for beskueren. I disse to bøger bliver der stillet skarpt på de mest almindelige arter af sommerfugle og vilde blomster, man kan finde i Danmark.
I bogen om sommerfugle startes der med en kort beskrivelse af sommerfuglens opbygning. Dernæst fortælles der, igen i nogle ganske korte afsnit, om både dag- og natsommerfugle. Det vigtigste er naturligvis artsgennemgangen, som fylder det meste. Hver sommerfugl har en side til rådighed, naturligvis med et foto af sommerfuglen. Beskrivelserne er gode og grundige, så man ikke er i tvivl om, hvilken sommerfugl man har set.
I bogen om Danmarks flora startes der med en kort skematisk forklaring af planternes opbygning, hvorefter artsgennemgangen begynder. De forskellige arter er inddelt i farver, så bogen er så nem som muligt at gå til. Hver art har, som i bogen om sommerfugle, en side til rådighed. I denne bog ledsages teksten af en flot tegning. Det er især en rigtig god bog for nybegyndere på grund af dens meget logiske opbygning.
Alt i alt nogle rigtig gode bøger, der bør have en fast plads hos alle naturinteresserede samt på samtlige skolebiblioteker, så interesserede børn og voksne kan låne dem med hjem til videre studier på egen hånd.