Anmeldelse

Danske-dyr.dk

Nærmest ubegrænsede muligheder

Hjemmesiden udgør en veritabel database, hvor der er mængder af viden og inspiration til rådighed for alle faglige sammenhænge, der har med dyr og deres levevis at gøre.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis der ellers er penge tilbage på skolens læremiddelkonto, vil det være en rigtig god idé at købe sig til et abonnement på dette site. Der er overordentligt meget materiale at hente til opkvalificering og levendegørelse af undervisningen i natur/teknik og biologi som de primære fag.

Fakta:

Titel: Danske-dyr.dk

Forlag: ConDidact

4.y tog fat fra natur/teknik-vinklen og kunne alene boltre sig med mange forskellige aktiviteter. På baggrund af et allerede afviklet emne om ”fuglene i haven” slog vi således først ned på gråspurvens, dompappens og spurvehøgens levevis. I den forbindelse så vi mange gode billeder på storskærmen, hørte lydklip af fuglestemmer, fik læst historier højt og quizzede med stort engagement.

Der blev også lejlighed til at tale om ”naturen netop nu – i september”, om at eksempelvis Østersøens brakvand byder på andre betingelser end mere salte vande, og om at dyre- og plantelivet udfolder sig forskelligt i det dybe vand sammenlignet med vådområder og vadehav.

Eleverne tog derefter del i snakken om den nylige forekomst af ulve i Danmark. Her fandt vi på danske-dyr.dk – ud over altså den grundige orientering - et link til et YouTube-filmklip, der på seks-syv minutter giver en indføring i, hvorfor og hvordan man konserverer skelettet af en ulv (tænk, ingen sagde ”adr”, da konservatorernes skarpe knive tog fat).

Fik jeg nævnt rovfuglesilhuetterne? - jamen, man kan jo blive ved. Når læreren så omsider finder ud af, at natur/teknik ikke (altid) skal ses hverken i biografen eller i klasselokalet, er der mange praktisk betonede opgaver at vælge imellem. Opgaver, der vel at mærke er tilpasset biotop, årstid, fag og klassetrin/sværhedsgrad.

Forlaget bag danske-dyr.dk stiller en snarlig opdatering i udsigt, så der blandt andet skulle blive mulighed for endnu mere interaktivitet. Kan hænde, at det til den tid også vil være muligt at prøve flere computerspil end det med haletudsen. At sådan en lille detalje ikke står mål med forventningerne og færdighederne i 4.y, skal imidlertid ikke overskygge sitets mange kvaliteter, som underviseren såvel som eleverne allerede nu kan drage stor nytte af.