Anmeldelse

De bedste øveoplæg

Inspiration til undervisning og afgangsprøve i biologi, fysik/kemi og geografi

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlaget var tidligt ude med denne inspirationsmappe med tværfaglige oplæg til undervisning i naturfagene på de ældste klassetrin. Og så tidligt, at den fælles afgangsprøve nærmest var en saga blot allerede ved udgivelsen. Trods dette er der hårdt brug for hæftet, hvor der præsenteres i alt otte traditionelle og helt oplagte, tværfaglige temaer: Energi - Salt - Skoven - Solen - Søer og vandhuller - Kalk og kridt - Huset - Vejr og klima. For uanset faglighed, faggrænser, prøveformer og regering hænger verden dog endnu rigtig godt sammen.

Temaerne kan alle bruges direkte - eller der kan plukkes efter behov. For hvert tema indledes med metodisk-didaktiske kommentarer, hvorefter problemstillingen beskrives, ideer til aktiviteter og undersøgelser ridses op, og der opfordres til at arbejde videre med uddybende materialer. Ideerne ledsages af en række kopiark med konkrete arbejdsopgaver, kontante spørgsmål og forsøgsvejledninger.

Det faglige omfang af indholdet i hvert tema er begrænset og nok mest tænkt passende til den afmålte tid i en afgangsprøve, og for at nå bredere og længere i den daglige undervisning bør eleverne selv gå videre for at finde yderligere informationer og stof fra de enkelte fag, der i højere grad kan perspektivere forløbet.

Samarbejde naturfagene indbyrdes gælder fortsat, selv om der i ministeriets slingrekurs varsles skarpt fagdelte, afsluttende prøver. I mappen er der gode og oplagte ideer at bruge - både til sommerens prøve og fremover til inspirerende forløb og temaer til det nødvendige fagsamarbejde.