”I det danske uddannelsessystem ønsker vi én ting for vores børn og unge, vi måler på en anden, og vi hylder en tredje. Så er det ikke underligt, at børnene bliver forvirrede og går i stykker”.

Ordene kommer fra Julie Pi, som arbejder med kreative processer med lærere, pædagoger og børn i skoler og sfo’er.

Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at arbejde med kunst, håndværk og kreativitet giver trivsel, og hun ser masser af lærere, som gerne vil. Men hun oplever, at kunsten og kreativitet i sin skabende form har trange kår i skolen i dag.

”Lærere, pædagoger og ledelse knokler for at opfylde de målkrav, der er sat fra regeringen, mens børnene falder mere og mere fra hinanden, lærernes hjerter bløder og forældrene skælder ud. For at gøre en forskel for vores børn og unge er vi nødt til at gøre noget radikalt anderledes end i dag”, siger hun.

Men hvad er det, vi skal gøre anderledes?

Vi skal give plads til, at eleverne kan være skabende selv i stedet for konstant at bede dem lære en bestemt lektie og reproducere, hvad andre har tænkt før dem.

”Mennesket er født som skabende væsner. Når vi lukker ned for det, så dør vi, for så skal vi reelt ingenting. Hvis vi hele tiden beder eleverne aflevere noget bestemt og give de rigtige svar, så bliver der aldrig plads til dem selv, de får ikke lov at udvikle, hvem de er, og det går ud over deres trivsel”, siger hun.

Feltet har brug for et fælles sprog

Julie Pi har udfoldet sine tanker om, hvordan man kunne skabe et samfund og en skole, der giver plads til det kunstneriske og kreative i bogen ’En generation af Skabere’, hvor hun viser hun eksempler på forløb, hun har lavet med børn og voksne i skoler, SFO og i fritidsklubber. 

I øjeblikket er hun i gang med et et-årigt forløb på en skole i Hareskoven, hvor alt personale bliver introduceret til hendes metoder til at arbejde i kreative processer med eleverne, og hvor de løbende får sparring på, hvordan de implementerer det i undervisningen i alle fag.

Hun har udviklet en metode til design af kunstneriske læringsforløb, som foregår i fire faser: Udforsk, skab, iværksæt og integrer. 

For trods intensiv læsning fandt hun ikke meget beskrevet om kreative processer til skolebrug.

”Det var faktisk også mit ærinde med bogen at give et sprog for feltet. Jeg hører fra lærere og pædagoger, at de har brug for et fundament at stå på, når de skal fortælle forældre, politikere og skoleledelser, at det ikke er for sjov, at eleverne skal arbejde med kunst og håndværk i skolen. Det er en nødvendighed og en langt større mission end, at det er hyggeligt og dejligt at være kreativ”.

Vores generation har blinde vinkler på det kreative

I forløbene med skolerne arbejder hun gerne med skabende kunstneriske processer i alle fag, for det kan lige så godt foregå i matematik som i billedkunst. 

Men der er en tradition for at gøre det i de praktisk-musiske fag, som gør det lettere for lærerne at gå til. Det betyder dog ikke, at det sker af sig selv.

”Vi går galt i byen, hvis vi tror, at det er skabende at øve teknik på ukulele. Jeg har stor tillid til lærernes egen viden og faglighed i deres fag. Så det handler mere om at aktivere og sætte strøm til, for at de ikke kommer til at lægge for meget fast for eleverne i mangel på tid eller for at nå et bestemt mål eller en højere karakterer”.

Det kan fx være i en teaterforestilling, hvor hun har set lærere skrive manuskriptet og komme med forslag til scenografi og nodehæfte, men hun anbefaler, at lærerne i stedet giver værktøjer til at sætte eleverne i gang med at skabe det hele selv inden for en ramme.

Nogle vil mene, at hun foreslår gå tilbage til ’60-ernes reformpædagogik, men Julie Pi ser det som en blanding af 60’erne og de efterfølgende års fokus på effektivitet.

”Hvis skabende processer er alt for åbne og uden rammer, bliver det meget svært. Vi skal tage det bedste fra begge perioder, For skabende processer kræver faktisk meget struktur. Den er bare usynlig for eleverne og båret af den rammesætning, vi som voksne skaber”.

Hun mener godt, det kan lade sig gøre for lærerne at eksperimentere inden for de nuværende rammer, selvom rammerne er uhensigtsmæssige. 

”Den her proces kræver, at man er åben og klar til at gå nye veje, og så vil det være en en god ide med nye værktøjer. Den voksne generation har mange blinde vinkler, fordi vi selv kommer fra en opdragelse, der er reproducerende. Det er en af de største opgaver. Vi har brug for et sprog og et fællesskab, hvor vi arbejder med at bruge kunsten til at forene vores ydre og indre”.

Flere rapporter peger på trivselsfordele

Julie Pi har i sit arbejde læst sig igennem et antal rapporter, som peger på, at kunst giver trivsel. 

For eksempel det store projekt i Finland ’100 minutters kunst til alle’, hvor man har givet alle - ung som gammel - adgang til 100 minutters kunst om ugen, og det har skabt meget trivsel.

Hun nævner også et stort toårigt projekt i Kulturministeriet, som i 2023 mundede ud i rapporten 'Grib Engagementet'  

”Kulturministeriet satte gang i projektet med udgangspunkt i FN’s børnekonvention, der siger, at alle børn har ret til kunst og kultur, og fra begyndelsen havde de fokus på at sikre adgang og deltagelse i kunst og kultur for børn og unge. Men halvvejs i projektet tog de trivslen med som det tredje fokusområde, simpelthen fordi de kunne se, at børnene fik højere trivsel, når de arbejdede med kunst”.

Lige nu samarbejder Julie Pi  med Niller Wischmann og Ringkøbing-Skjern Kommune, som gennem fire år har arbejdet på en stor indsats, hvor de tænker sundhedsfremme og kultur sammen og arbejder på et tættere samarbejde mellem kulturskoler og folkeskoler. 

Til projektets afsluttende rapport har Julie Pi været med til at interviewe en lang række folkeskolelærere. De peger på, at det er fint med de praktisk-musiske valgfag, men at det ikke giver mening med karakterer og afgangsprøve, fordi det er er umuligt at lære eleverne skabende processer og samtidig skulle bedømme dem for det.

”Det er rigtigt skidt at blande karakterer og prøver ind i den skabende proces, for man slår kreativiteten ihjel, hvis man måler og sammenligner. Hvis vi hele tiden peger på, hvor de skal hen for at få en høj karakter, kan det ikke betale sig for dem at give udtryk for sig selv. Så går de bare derhen, hvor vi har peget”.

Det handler ikke om at være den bedste

Julie Pi har en baggrund som konservatorieuddannet, klassisk blokfløjtenist. Så hun har altid følt på egen krop, hvad kunst kan, men også, at det ikke er enhver form for kontakt med kunst, der giver trivsel.

”Da jeg var professionel musiker, undrede jeg mig tit over, at folk var sikre på, at jeg måtte være gladere for mit job, end de var for deres. For det er jo pissehårdt at være musiker. Jeg har øvet skalaer i timevis ad gangen, og det er ikke det, jeg taler om, når jeg siger, at der skal være mere plads til kunst i skolen. Det handler netop ikke om at blive den bedste, men om at få lov til at udtrykke sig”.

Og så er vi tilbage ved hendes indledende udtalelse om, at vi ønsker én ting, måler på en anden og hylder børnene for en tredje.

”Vi ønsker, at børnene skal trives i en bæredygtig verden, men vi måler dem på, om de kan reproducere viden på samme måde uanset deres forskelligheder, og så hylder vi dem for at være de bedste og have talent”.

Når hun underviser lærere og pædagoger, siger hun altid til dem, at de skaber fremtiden.

”Så vi er nødt til at tale om, hvad det er for en fremtid, vi gerne vil skabe. Er det en fremtid, som skal se ud som skolens tusindvis af mål, hvor alle har lært det samme? Eller er det en fremtid, hvor børnene er klar til at være innovative og skabende og bidrage med alt det, de har i sig hver især”.