Folkeskolens leder

Vi har brug for flere – ikke færre lærere

Publiceret Senest opdateret

Der bliver færre lærere på mange folkeskoler næste skoleår. Det er den triste konklusion på fagbladet Folkeskolens årlige skolestatus på tværs af hele landet. Mindst 42 kommuner forventer at afskedige lærere eller nedlægge lærerstillinger i år.

Forklaringerne er mange: presset økonomi, voksende omkostninger til specialområdet og faldende børnetal. Lærertabet kommer oven i sidste års besparelser, hvor cirka 1.000 lærerstillinger forsvandt.

Det er ubegribeligt og trist i en tid, hvor vi har akut behov for flere lærere – ikke færre.

Kogepunktet er for længst passeret, og det mærker lærerne."

Andreas Marckmann Andreassen, ansvarshavende chefredaktør, Folkeskolen

Når vi spørger lærerne, er beskeden den samme: Vi er skåret helt ind til benet, og nu skal vi skære igen. Kogepunktet er for længst passeret, og det mærker lærerne, som er under et helt urimeligt pres for at løfte deres meningsfulde opgave med alt for få resurser.

”Man driver rovdrift på dem, der er tilbage”, som Cindy Dellgren, formand for Bornholms Lærerforening, siger det.

Når man dræner lærere fra folkeskolen, går det ud over os alle sammen. Lærerne får sværere ved at udføre deres arbejde, flere elever mistrives, og skolen udfordres på sit formål.

Forskningen viser helt klart, at det bedste redskab for at lykkes med inklusionen er flere tovoksnetimer. Når man skærer endnu flere lærere væk, så fodres en dødsspiral: mere uro og mistrivsel, større problemer, flere udgifter. Og så kan man skære igen.

Den rigtige løsning er selvfølgelig at stoppe blødningen. Investér i folkeskolen, så lærerne kan løse den opgave, de brænder for. Det er ikke kun det rigtige at gøre – det er også den billigste løsning på sigt. 

Har du et tip, en tanke eller en personlig oplevelse, som redaktionen bør kende eller undersøge? Så skriv til os på folkeskolen@folkeskolen.dk

Vores journalistik starter i din hverdag.