Formand for Fredericia Lærerkreds Per Breckling er glad for, at politikerne har taget ansvar i sagen om skolevæsenets økonomi.

Fredericia: 22 varslede lærerfyringer er blevet til otte

Efter to kaotiske uger har politikerne i skole- og børneudvalget fundet løsninger, så kun Ullerup Bæk Skole, der har haft et markant overforbrug, bliver nødt til at afskedige lærere.

Publiceret Senest opdateret

Et chok gik igennem Fredericias skolevæsen for to uger siden, da forvaltningen pludselig varslede fyringer af 22 lærere. Vel at mærke uden at beslutningen havde været politisk behandlet.

Skole- og børneudvalget annullerede efterfølgende fyringerne og har dernæst kigget på skolernes pressede økonomi.

Resultatet er netop blevet offentliggjort: Otte lærere på Ullerup Bæk Skolen skal afskediges, og tre pædagoger fra samme skole forflyttes til job andre steder i kommunen.

"Jeg er godt tilfreds med, at politikerne har taget ansvar", siger formand for Fredericia Lærerkreds Per Breckling til folkeskolen.dk

Det har været velkendt, at Ullerup Bæk Skolen har haft for mange ansatte og derfor har oparbejdet en gæld, som skal betales tilbage. Efter den politiske behandling sker det nu i et lidt langsommere tempo, end forvaltningen først havde lagt op til.

"Men de skal betale tilbage, og derfor får vi nu en skole, der kommer til at levere et lavere serviceniveau end kommunens andre skoler. Det bekymrer, og først og fremmest er lærerne selvfølgelig nervøse for, om de bliver fyret", fortæller Per Breckling.

Han fremhæver også, at der fortsat bliver 22 færre lærerstillinger i Fredericia, selvom hovedparten nu nedlægges ved naturlig afgang.

"Så politikerne skal tale om, hvad det er for et serviceniveau, vi vil have i Fredericia - vi ligger i forvejen som nr. 77 på listen over kommunernes skoleudgifter per elev".

Fredericia Kommune ansatte for en måned siden en ny direktør for skole- og børneområdet, Michael Maaløe. Han blev afskediget i Randers Kommune sidste år efter problemer med arbejdsmiljøet.

Men han deltog ikke i gårsdagens udvalgsmøde, og ifølge lokale medier har økonomiudvalget besluttet at indlede en proces, som skal føre til, at han ikke længere skal være ansat i Fredericia.

Tilføjet: Michael Maaløes fagforening Djøf har i dag bekræftet over for Fredericia Dagblad, at man bistår direktøren i sagen.