Er nyankomne udenlandske elever bedst tjent ved at gå i modtageklasser, hvor der fokuseres på at forberede dem til den almene undervisning, eller skal de begynde i en almindelig klasse med det samme, spørger Anna Magnussen.

Antallet af nye børn og unge, der kommer som til Danmark, er steget markant de seneste år, og dermed er også antallet af modtagerklasser steget. I 2011 var der på landsplan 103 modtagelsesklasser, i 2016 var de blevet til 748. Men flere kommuner ændrer praksis, så de nogle steder helt nedlægger modtagelsesklasserne.

"Fokus for både den offentlige debat og den sparsomme forskning er ofte af sproglig karakter og handler om, hvordan eleverne hurtigst mulig lærer dansk. I forlængelse af det øgede fokus på inklusion i folkeskolen og målsætninger om undervisning, der imødekommer alle elevers forskellige forudsætninger, samt den generelle integrationsdebat, der knytter sig til indvandrere og flygtninge til Danmark, finder jeg det interessant at undersøge de sociale aspekter af modtagelsesklasser", siger Anna Lea Munk Magnussen. Hvordan kan modtagelsesklasserne i lyset af inklusionsdiskursen ses som henholdsvis inkluderende eller ekskluderende de nyankomne elever, spørger hun. Og problemformuleringen for hendes professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Frederiksberg ved University College Metropol lyder: "Hvilke inklusionsdiskurser er fremherskende blandt lærerne i deres italesættelse af modtagelsesklasser og hvilke subjektpositioner bliver herigennem tilgængelige for eleverne?

Lærernes inklusionsdiskurs

Ifølge bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog skal tosprogede elever gives basisundervisning i dansk som andetsprog, hvis behov for sprogstøtte betyder, at de ikke kan deltage i den almindelige undervisning. Den kan foregå i tre former:

- i modtagelsesklasser, hvor eleverne i begyndelsen har alle eller en del af deres timer dog sådan, at de efterhånden får en del af deres undervisning i en almindelig klasse,

- på særlige hold eller som eneundervisning,

- udvidede modtagelsesklasser på 8.-10.-klassetrin for tosprogede elever, der er flyttet til Danmark, efter at de er fyldt 14 år.

En modtagelsesklasse må spænde over tre klassetrin og opdeles ofte i M-0-klasser for 5-7-årige, M-I-klasser for 7-9-årige, M-II-klasser for 9-13-årige og M-III-klasser for 13-16-årige. Elevtallet i klassen må ikke overstige 12, medmindre der er to lærere. Eleverne kan gå i modtagelsesklasserne i op til to år, inden de skal i en almindelig klasse, ofte med yderligere undervisning i dansk som andetsprog.

På baggrund af pragmatiske og etiske overvejelser er det mere modtagelsesklassernes lærere end eleverne, der er udgangspunkt for undersøgelse, da formålet er at undersøge de inklusionsdiskurser, som hersker blandt lærerne i modtagelsesklasser, siger Anna Magnussen.

De deltagende lærere i projektet er tidligere og nuværende ansatte i modtagelsesklasser, der er struktureret efter bekendtgørelsens model 1 og model 3 i. Den ene lærer var i et 10.-klassestilbud, hvor flere af eleverne tidligere havde gået i traditionelle modtagelsesklasser.

"Jeg har udelukkende benyttet mig af kvalitative metoder i indsamlingen af den empiri, som ligger til grund for projektets analyse. Først og fremmest har jeg interviewet tre forskellige undervisere i modtagerklasser og i et 10.-klassestilbud for elever fra modtagelsesklasser og en tidligere modtagelseslærer, som nu er ansat på modtageområdet i Fagligt Center i Børne- og Ungdomsforvaltningen", fortæller Anna Magnussen. Hun har også observeret i to modtagerklasser, en M0- og en M1-klasse på en skole i hovedstadsregionen.

"Her fulgte jeg undervisningen en formiddag i de to klasser, som havde fælles aktiviteter det meste af tiden. Mens jeg mest observerede uden at være direkte involveret i aktiviteterne og derfor havde observationen som primær opgave, var jeg også involveret i enkelte aktiviteter som eksempelvis at spille spil med nogle elever. Formålet med observationerne var hovedsageligt at sætte interviewene i en kontekst, derfor var observationerne ikke struktureret efter et særligt fokus, men snarere af mere eksplorativ karakter, og de indgår hovedsageligt i opgaven som sekundær empiri", fortæller hun.

Vejen ind i skolen

Modtagelsesklasserne er vejen ind i almenklasserne, som de nyankomne elevers første skridt ind i den danske folkeskole, siger de interviewede lærere.

En lærer siger: "Og man går så enten i M0, M1, M2 eller M3. Så starter man der (…) Og når de så har lært tilstrækkelig meget dansk - og det er sådan en vurderingssag, hvornår synes vi de har lært dansk - så kontakter man enten deres distriktsskole eller, hvis forældrene ønsker det, kan de blive gående på den skole, hvor de har gået i modtagelsesklasse, (…) så starter de på en almindelig skole. Så det vil sige; man går i modtagelsestilbud, og så går man i alment tilbud".

En anden lærer, som blev bedt om at forklare, hvad der er modtagelsesklassernes vigtigste opgav, svarede: "De skal have et grundlæggende dansk sprog så de kan lære at klare sig når de kommer ud i de almindelige klasser. Det er den ene del, som selvfølgelig fylder rigtig meget. Men jeg kan jo også godt se, nu har jeg været deroppe i tre år, at den del der faktisk fylder endnu mere, det er i virkeligheden det at lære det danske skolesystem at kende. Og ikke kun det danske skolesystem, men alt hvad der følger med af sådan dansk kultur og ting, som vi gør, men aldrig egentlig taler om".

Det sidste citat er interessant, siger Anna Magnussen. For det viser, hvordan læreren mener, at elever i modtagelsesklasserne lærer, hvordan man går i skole i Danmark, og hvordan man bliver en del af fællesskabet i en dansk skole.  Rasmus Alenkær pointerer denne hårfine balance mellem inklusion og eksklusion inden for skolens rammer med et eksempel, hvor en elev tilbringer tid med en AKT-medarbejder væk fra klassen. "Alenkærs pointe er, at der er tale om eksklusion, hvis eleven tilbringer tid med AKT-medarbejderen i den forståelse, at det er her eleven lærer bedst, mens der er tale om inklusion "hvis eleven i en periode tilbringer skoledagen sammen med en AKT-medarbejder med det mål, at han her skal lære spillereglerne for, hvordan man gebærder sig i fællesskabet". Her bliver det altså et spørgsmål om midlertidighed og mål, der afgør, hvorvidt særskilt undervisning kan siges at være inkluderende eller ekskluderende", skriver hun.

Lærerne omtaler modtagelsesklassen som et sted, hvor nyankomne børn opholder sig midlertidigt for at lære dét, de skal kunne for at 'klare sig i almindelige klasser', derfor kan man argumentere for, at de taler sig ind i en inklusionsdiskurs, hvor modtagelsesklassen bliver et redskab til at inkludere børnene i skolen og den almene klasses større fællesskab, siger Anna Magnussen. "Arbejdet for at inkludere eleverne i det større fællesskab, som udgøres af skolen og almenklasserne, fremhæves også af lærerne, og flere af dem talte om, hvordan de forsøgte at integrere modtagelsesklassen på skolen gennem forskellige tiltag", skriver hun og refererer en lærer: "Vi har for eksempel, sidst de skulle flytte klasselokale, den klasse jeg havde, M2, så tænkte vi på, okay, vi sætter dem op til mellemtrinnet i et lille lokale, for så er de blandt børn på mellemtrinnet i stedet for at de er den der klasse, der er nede i det bagerste hjørne, i det sorte hjørne langt væk fra os andre".

For de interviewede lærere var den fysiske placering af modtagelseselevernes klasser blandt deres jævnaldrende i almenklasserne altså også et spørgsmål om at være placeret sammen med dem, og flere af lærerne fortalte "skrækhistorier" om skoler, hvor modtagelsesklasser var placeret i en anden bygning eller i en satellit, hvor der udelukkende var tosprogede elever. (Se den øvrige gennemgang af interviewene side 15-23).

Det lille og det store fællesskab

"På et organiseringsniveau kan modtagelsesklasserne ses som en form for eksklusion inden for skolens rammer, idet modtagelseseleverne i lighed med specialklasser undervises i fysisk adskilte klasser, men det midlertidige aspekt af elevernes placering i modtagelsesklasser samt lærernes forståelse af modtagelsesklasserne som elevernes vej ind i almenklasserne, indikerer at modtagelsesklasserne også kan ses som et middel til inklusion", skriver Anna Magnussen i projektkonklusionen.

Hendes analyse viste, at lærerne taler om to forskellige fællesskaber med hver sin inklusionsdiskurs. I diskursen om det store fællesskab i skolen og almenklasserne opfattes modtagelseseleverne ikke som inkluderede, mens de derimod ses som inkluderede i modtagelsesklassernes lille fællesskab.

Til de to forskellige diskurser knytter sig forskellige subjektpositioner, som eleverne positioneres i forhold til, siger Anna Magnussen. "Her blev det konstateret, at de subjektpositioner, som knytter sig til inklusionsdiskursen om det lille fællesskab, dels var flere og dels fordrede inklusion af alle elever, fordi eleverne her italesattes på mange forskellige måder, og subjektpositionerne byggedes op omkring elevernes egenskaber. I modsætning hertil var subjektpositionerne knyttet til det store fællesskab snævrere defineret og opbygget omkring egenskaber, som modtagelseseleverne ikke besad, hvorfor de således ikke var inkluderet i fællesskabet", skriver hun og konkluderer, at "eleverne i modtagelsesklasser på én og samme tid er inkluderet og ekskluderet i en skolekontekst, da der eksisterer to parallelle inklusionsdiskurser, som lærerne trækker på i deres italesættelse af eleverne". Inklusionsdiskursen om modtagelsesklasser tager udgangspunkt i elevernes forskellighed, og det giver en lang række subjektpositioner, som eleverne kan bruge for at blive inkluderet i fællesskabet. Den subjektposition, som kan inkluderes i det store fællesskab i almenklasserne, baserer sig derimod på egenskaber eller viden, som de nyankomne elever endnu ikke besidder, men må tilegne sig i modtagelsesklassen, siger Anna Lea Munk Magnussen.

Masser af diskussion - meget lidt forskning

Mens modtagelsesområdet og strukturering af undervisning for nyankomne elever er meget debatteret, er forskningen på området meget begrænset.

"Mens formålet med basisundervisningen og modtagelsesklasser officielt er at lære eleverne tilstrækkeligt dansk, til at de kan deltage i almenundervisningen, så er der, som det er blevet belyst i projektet, også sociale aspekter, som der skal tages højde for", siger hun og argumenterer for, at "det vil være relevant" at undersøge, om en direkte integration af nyankomne elever i almentilbuddet, som flere kommuner nu har valgt at implementere, styrker inklusionen eller risikerer at resultere i eksklusion af eleverne indenfor klassens rammer.

Se hele projektet: