Under overenskomstforhandlingerne i 2018 stod medlemmer af mange fagforeninger også skulder ved skulder ved Christiansborg. På søndag står de der igen.

DLF giver bus til demonstration i København på søndag

Publiceret

”Det er vigtigt at vi får vist politikerne, at det er uacceptabelt, at de vil blande sig i forhold, som arbejdsmarkedets parter varetager. Derfor er det vigtigt at vi er mange på Christiansborgs Slotsplads på søndag”, siger formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen som forklaring på, at foreningens hovedstyrelse har bevilget 200.000 kroner til at få lærere fra hele landet kørt til demonstration på Christiansborg Slotsplads i weekenden.

”Så gør vi transporten så let som mulig, så den ikke bliver en unødig forhindring for dem, som ønsker at deltage”, siger formanden om beslutningen om at chartre busser til demonstranterne.

Demonstration 5. februar

Demonstrationen Bevar Store Bededag finder sted på søndag den 5. februar fra kl. 14 til 16 på Christiansborg Slotsplads i København.

Læs mere på dlf.org

Demonstrationen er tænkt som kulminationen på den massive kritik, regeringen har fået fra arbejdsmarkedets parter, siden den lancerede planen om at fjerne store bededag som fridag. Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation, som er arrangør, og som op mod søndag kører en annoncekampagne om samme tema: Bevar Store Bededag. Den kampagne har DLF’s forretningsudvalg i sidste uge doneret 250.000 kroner til.

”Vi kan se at der massiv modstand i befolkningen mod at afskaffe store bededag som fridag. Over 400.000 har allerede skrevet under på bevarstorebededag.dk”, siger Gordon Ørskov.

”Demonstrationen på søndag er endnu en måde, vi kan vise politikerne, at de er på vildspor. De har taget den her beslutning alt for hurtigt og uden at tale med de relevante parter”.

At demonstrationen ligger en søndag, hvor politikerne typisk ikke er at finde på Christiansborg, og i hvert fald ikke i folketingssalen, er ikke noget problem, mener Gordon Ørskov.

”De skal nok opdage, at vi er der” siger han.