Debat

DSU-formand: Lærernes fagforeninger skal beskytte lærerne og forsvare ytringsfriheden

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Frederik Vad Nielsen opfordrer fagbevægelsen til at handle nu for at sikre, at lærerne trygt kan undervise i Muhammedtegningerne. Ellers bliver Folketinget nødt til at gribe ind, siger han.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Frederik Linde/Kontrast.dk

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Frederik Vad Nielsen har givet et interview til Kontrast. På falderebet bød han ind med sine overvejelser ift. brugen af Muhammedtegningerne i undervisningen:

"Jeg synes, at vi, der erklærer os for venstreorienterede, svigter vores opgave i de her år ved at være så berøringsangste over for at tage diskussionen om ytringsfrihed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Nu har der været hele diskussionen om Muhammedtegninger på uddannelsesinstitutioner. Og jeg er sådan set ikke tilhænger af lovgivning. Men det, der ærgrer mig, er, at hvis ikke man ønsker lovgivning … så må man jo have en forventning om, at lærernes fagforeninger og elevorganisationerne og skolerne selv finder nogle frivillige veje på organisationsniveau til at beskytte de her lærere. Og det har man ikke gjort. Tværtimod har vi hørt den ene professor og den ene fagforeningsboss efter den anden sige: "Det kan også provokere. Pas nu på." Og så videre. Og så ender det jo bare med, at lærerne ikke tør gøre det. (…)

Jeg er bange for, at vi om 10-20 år står i en situation, hvor ytringsfriheden virkelig er truet. For hvem skal forsvare den? Jeg møder meget, meget få i din og min generation, der er i stand til at gøre det eller synes, at det er vigtigt. De fleste synes, at det er vigtigere at tage hensyn til minoriteter, end det er at stå op for friheden til at sige og tænke, hvad man vil. (…)

Det er derfor, at vi er nødt til at have et uddannelsessystem, som klæder unge på til det. Som siger: Det er faktisk i orden at tegne, hvad man vil. Det er faktisk i orden at mene om religiøse autoriteter, hvad man vil. Det er i orden i det her land. Og det skal vi lære, for hvis ikke vi lærer det, fra vi er unge, så er vi ikke i stand til at forsvare det. Og vi tager det for givet lige nu. Vi tager det virkelig for givet. Og det er et kæmpestort problem, at der ikke er flere lærere, der sætter en dyd i at lære os noget om, hvorfor ytringsfriheden er så vigtig. (…)

Jeg synes, at man skal lave en ytringsfrihedsstrategi eller handlingsplan, der rækker 10-15-20 år ud i fremtiden, hvor man siger: ”Godt. Hvordan klæder vi de kommende generationer på til at kunne forsvare ytringsfriheden?” Og noget af det, man kunne gøre, synes jeg, det var at gøre meget mere ud af at beskytte de lærere og professorer, der bliver udsat for det her. Altså der bliver nødt til at være nogle regler på uddannelsesinstitutionerne om, at så snart man truer nogen – enten direkte eller indirekte – så er det ud af vagten, og lærerne får den maksimale beskyttelse fra samfundets side. Bekæmper elever i klasselokalerne ytringsfriheden åbenlyst i samfundsfag eller historietimer, dansktimer, religion og så videre, så skal man straks indkalde forældrene til nogle samtaler. Vi er simpelthen nødt til at få et beredskab på plads. Og jeg vil bare opfordre fagbevægelsen og elevorganisationer og lederorganisationer til at gøre det først. For ellers så kommer Folketinget. Og hvis ikke de gør det, så er jeg tilhænger af, at Folketinget kommer. For jeg tror ikke på, at vi ved at fortsætte, som vi gør nu, har den ytringsfrihed, vi har nu, om 20 år. (…)

Vi kan se til Storbritannien, hvor de jo i virkeligheden er 20-30 år foran Danmark i den negative udvikling, hvor en lærer brugte Muhammedtegningerne, og så var det læreren, der blev hjemsendt, og lederne og politikerne i den kommune gav en undskyldning til de muslimske elever, som er en stor minoritet i det område.

Så vi har skræmmeeksemplerne, og vi bliver nødt til at gøre noget nu. Det kan ikke kun være de borgerlige partier, der skal stå vagt om ytringsfriheden."

Sekvensen starter 14:57 inde i videoen ovre hos Kontrast:

https://kontrast.dk/sektioner/video/artikel/dsu-formand-den-frie-tanke-er-ogsa-fundamentet-for-venstreflojen

Powered by Labrador CMS