Lærer kan beholde for meget udbetalt løn

Lønrodet var markant, da firmaet Accenture i 2004 - 2005 stod for Københavns lønudbetalinger. En lærer har netop undgået at tilbagebetale for meget udbetalt løn, fordi kommunen var for længe om at opkræve pengene. 7 sager er endnu ikke afgjort.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Københavns Kommune krævede, at en lærer, der i februar 2004 var ansat på Vanløse Skole skulle tilbagebetale løn, som hun havde modtaget i den periode af sin barsel, hvor hun ikke havde ret til løn. Hun fik fuld løn i 24 uger efter fødslen, men da hun skulle gå over på dagpenge fortsatte kommunen med at udbetale fuld løn på grund af store it-problemer.

Læreren gjorde skolen opmærksom på, at hun fik løn, selv om hun kun skulle have dagpenge. I 2005 trak Københavns Kommune penge fra lærerens løn for at rette fejlen. Men kommunen trak ikke hele det beløb, som læreren havde fået for meget udbetalt. Og kommunen advarede ikke om, at der kunne komme flere reguleringer i lønnen.

Først i februar 2007 krævede kommunen, at læreren skulle betale 83.274 kroner tilbage. Penge som hun i 2004 havde fået udbetalt for meget.

Retten i Helsingør har nu afgjort, at læreren ikke skal betale pengene tilbage. Det at læreren selv havde henvendt sig med fejlen, og det at kommunen ikke gjorde opmærksom på, at der kunne kommer flere opkrævninger, gjorde, at læreren blev frifundet. Københavns Kommune har udvist for stor passivitet.

Oprydning efter Accenture fortsætter

Sekretariatschef i Københavns Lærerforening Ivan Jespersen forventede, at læreren ikke skulle betale pengene tilbage.

"Vi har det princip, at vi ikke anlægger sager, som vi ikke regner med, at vi kan vinde. Det er selvfølgelig tilfredstillende, at vi vandt den", siger han.

Københavns Lærerforening har stadig 7 sager, som ikke er afgjort fra 2004-2005.

Men der er også sager, som er opstået efter firmaet KMD har overtaget lønudbetalingerne. Nogle af de oplysninger, som Accenture skulle videregive til KMD har givet problemer. Eksempelvis var den mekanisme, der tæller hvor meget ferie, den enkelte har afholdt ikke i orden. Kommunen er derfor kommet til at udbetale for meget ferie, fordi kommunen ikke troede, at dem, der gik på pension havde afholdt efterårsferie, fortæller Ivan Jespersen og oplyser, at der er omkring 50 af den slags sager.

"Det er muligt, at der skal anlægges en stribe sager mere af den her art", siger Ivan Jespersen. "Det er et specielt problem, fordi kommunen har været årevis om at reagere. Som hovedregel har vi den opfattelse, at hvis en lærer får udbetalt for meget i løn, så skal man betale det tilbage til arbejdsgiveren. Men arbejdsgiveren har altså også en pligt til øjeblikkeligt at gøre opmærksom på, at man er kommet til at udbetale for meget løn. Og hvis der går alt for lang tid, så har lærerne nået at bruge pengene".

Tjek altid din lønseddel

Selv om der er kommet meget mere styr på lønudbetalingerne efter KMD har overtaget administrationen af lønnen, så er der stadig fejl i lønudbetalingerne. Ivan Jespersen opfordrer lærerne til at tjekke lønsedlerne hver gang.

"Det kan ikke undgås, at der er fejl i fremtiden. Vi har det stadig sådan, at når vi kommer ud på skolerne, så finder vi altid fejl i lønsedler. På et lærerværelse kan man altid finde fejl", siger Ivan Jespersen.