En lappeløsning med discountdagpenge til de arbejdsløse, kalder Gordon Ørskov Madsen regeringens redningsplan.

DLF: Endnu en dagpenge-lappeløsning

Regeringen indfører forlængelse af uddannelsesordningen med et halvt år og en midlertidig arbejdsmarkedsydelse frem til 2016. Det betyder, at dagpengemodtagere som overgangsydelse kan få 60-80 procent af dagpengesatsen i op til i alt fire år. En sølle lappeløsning, mener formand for DLF’s overenskomstudvalg.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dag fremlagde regeringen sin midlertidige redningsplan for de omkring 30.000 dagpengemodtagere, der står overfor at falde ud af dagpengesystemet. I regeringens ordvalg gør den op med den hårde indfasning af den to-årige dagpengereform, der har betydet, at en stor gruppe arbejdsløse er kommet i en ekstraordinær vanskelig situation. Sådan fremlagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen regeringens udspil i en pressemeddelelse.

"Jeg synes ikke, man tager grundlæggende fat i problemerne i vores dagpengesystem. Man har valgt endnu en lappeløsning ovenpå andre lappeløsninger og laver en ny benævnelse - arbejdsmarkedsydelse - der er en form for discountdagpenge til de ramte", siger Gordon Ørskov Madsen, der er formand for DLF's overenskomstudvalg.

"Det er rigtig ærgerligt, at regeringen ikke erkender de problemer, der er i dagpengesystemet. Regeringens hovedargument hidtil har været, at de vil skaffe job til de arbejdsløse i stedet for at forlænge dagpengeperioden. Og de har sagt, at når de arbejdsløse nærmer sig grænsen for dagpengenes udløb, så får de job. Men det viser sig jo, at sådan er det ikke".

Gordon Ørskov Madsen hæfter sig især ved, at det er discountdagpenge, de arbejdsløse får. At de kan få 80 procent af dagpengesatsen, hvis de er forsørgere,  mens ikke-forsørgere kan få 60 procent af satsen.

"Vi har en række medlemmer, der vil skulle leve for 60 eller 80 procent af dagpengesatsen. Og så er det oven i købet medfinansieret af a-kasse medlemmerne selv via et forhøjet bidrag. Det er for sølle. Nu har regeringen finansieret lettelser af afgifterne på sodavand, men det her kunne de ikke finde finansiering til. Det er for tamt", mener han.

Regeringens udspil skal medfinansieres via forhøjet bidrag fra alle a-kasse medlemmer, der hver skal betale 35 kroner om måneden ekstra i en tre-årig periode.

Nedsætter kommission Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger i en pressemeddelelse, at det nye udspil skyldes, at mange mennesker "er kommet i klemme i den hårde indfasning og står lige nu i en svær og utryg situation".

"Regeringen har fra dag ét prioriteret at bringe Danmark nænsomt igennem den internationale økonomiske krise. Vi har sat ind med en række initiativer for at understøtte beskæftigelsen og hjælpe de mennesker, der står i en vanskelig situation på grund af dagpengereformen. Men selv om initiativerne har haft effekt, må vi erkende, at det ikke er tilstrækkeligt", siger hun som forklaring på redningsplanen, der blev fremlagt i dag.

Regeringen nedsætter desuden en kommission for at "fremtidssikre dagpengesystemet". Kommissionen skal gennemgå og analysere hele dagpengesystemet. Arbejdet skal være færdigt i foråret 2015.

Gordon Ørskov Madsen nævner to gode ting ved regeringens plan.

"Man går dog ind og redder nogle, selv om det sker på et lavt niveau. Og så er det godt, at arbejdsmarkedsydelsen ikke er afhængig af ægtefælles eller samlevers indkomst".

 

 

Læs mere

læs regeringens redningsplan