Hanne Permin har taget initiativet til at være med i motionsløbet, og lærergruppen har trænet sammen og hver for sig i ugerne op til det store løb. Skoleleder Anne Marie Andersen (i rødt) er også med. »Jeg bliver glad af at være sammen med mine medarbejdere«, siger hun

I dag taler vi ikke om arbejde

De løber motionsløb, har stiftet en litteraturklub, en vinklub og går til volleytræning en gang om ugen hele efteråret. De ansatte på Dansborgskolen får energi af at være sammen

Publiceret Senest opdateret
Foto: Tomas Bertelsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vinderholdet får håneretten over de andre, og den kan sagtens holde et helt år«.

Lærer Hanne Permin griner til sine kolleger, mens hun strækker ud efter at have overstået sine fem kilometers løb. Hun har taget initiativet og har for andet år i træk tilmeldt sin arbejdsplads til Europas største motionsløb - DHL-stafetten - der foregår i Fælledparken i København. 15 lærere fra Dansborgskolen i Hvidovre har meldt sig, og det er fem flere end sidste år.

»Vi har da prikket lidt til hinanden på lærerværelset for at få flere til at stille op. Når vi har trænet i månederne op til, har vi delt resultaterne med hinanden. Der er blevet talt meget om det«, siger hun.

Kollegerne er enige om, at skolen må stille med mindst fire hold næste år. Hvis man ikke kan løbe, må man gå. Det vigtigste er bare at være med.

De er klar over, at Dansborgskolen ikke har en chance for at vinde det samlede løb, men de konkurrerer indbyrdes på tre opstillede hold. De diskuterer Olympiske Lege i Beijing, og hvad vinderne kunne, som Dansborgskolens løbere ikke kan. De bliver hurtigt enige om, at man vist helst skal komme fra Afrika for at være rigtig god til at løbe.

»Vi må have ansat nogle kenyanske vikarer næste år, og så stiller vi op for at vinde«, lyder et forslag, som bliver bakket op og efterfulgt af diverse teser om afrikanske underben, »som vistnok vejer mindre end hvides«.

Stemningen er høj til den gigantiske havefest af telte, engangsgriller og paprødvin, som Fælledparken i dagens anledning er omdannet til.

»Du har en god røv, Hans«, lyder det fra en kvindelig ansat.

»Åh, sådan er du altid. Jeg må tale med sikkerhedsrepræsentanten om din sexchikane«, joker Hans tilbage.

De griner begge to højt og klapper hinanden på ryggen, inden opmærksomheden bliver rettet mod målstregen, hvor tre kolleger er på vej.

»Kom så, Katrine! KT, KT, KT«, hujer heppekoret, som i teorien kun består af en enkelt lærers kone og datter.

Der bliver klappet skuldre og hænder, og den rødmossede, let udmattede Katrine lyser op i et smil, da hun hører tilråbene. Hun giver den lidt ekstra gas på de sidste hundrede meter.

Katrine Tange Pedersen har været ansat på Dansborgskolen i et år, og hun kom med til DHL-stafetten på et afbud.

»Det er en anderledes måde at være sammen på end at gå til fest. Der er sjældent tid til at tale om andet end arbejdsrelaterede emner, men det gør vi ikke i dag. Det er rart at få fjernet fokus og nyde den afslappede stemning«, siger hun.

Katrine Tange Pedersen var i praktik på Dansborgskolen, og hun valgte skolen på grund af den gode stemning på lærerværelset og opmærksomheden på de ansatte.

»Det giver mig energi, at jeg har et godt forhold til de andre, og vi kan samarbejde om god undervisning«, siger hun.

Foruden deltagelsen i DHL-stafetten har nogle af de ansatte fra Dansborgskolen stiftet en litteraturklub, en vinklub, og de går til volleytræning en gang om ugen hele efteråret.

»Hvis en kollega er sygemeldt, sørger vi altid for at kontakte vedkommende for at sikre os, at alt er okay. Vi har en social kultur på arbejdspladsen og er meget omsorgsfulde, og det synes jeg er afgørende for min arbejdsglæde«, siger Hanne Permin.

Skoleleder Anne Marie Andersen uddyber, at kontakten med sygemeldte ansatte er lige så vigtig for de tilbageværende som for de syge. Hvis de fremmødte lærere ved, hvor længe de skal stå alene med undervisningen, er det med til at mindske stressrisikoen.

»Jeg bliver glad af at være sammen med mine medarbejdere, og jeg giver dem noget igen ved blandt andet at hygge lidt om dem i hverdagen. For eksempel ved spontant at sørge for croissanter til morgenmad eller stille blomster på lærerværelset«, forklarer Anne Marie Andersen, som også deltager i volleytræningen og spiller med i rockbandet, når der holdes fester.

Dansborgskolen har kørt en kampagne siden sommerferien, hvor alle hver dag skal sige »hej« og »godmorgen« til hinanden. Det sker som led i kommunens trivselspolitik fra sidste år.

»Det er vigtigt at blive set og anerkendt dagligt for at kunne trives på sin arbejdsplads«, siger Anne Marie Andersen, som er med til stafetten, både fordi motion giver hende energi, og fordi hun gerne vil være social med sine medarbejdere.

De sidste løbere er ved at være i hus, og nu skal resultaterne tælles op. Diskussionen går livligt om, hvem der har vundet, mens frankfurterne syder på engangsgrillen, rødvinen bliver hældt i plastikkrus, og aftenen går på hæld. I morgen skal de alle sammen i skole igen. |