Denne inspirerende bog har en interessant pointe om, at folkeskolens opgave med både at være tryg og forudsigelig og samtidig dynamisk og udfordrende kan imødekommes med holddannelse og den deraf følgende undervisningsdifferentiering. En lille ugecase fortalt i jeg-form af en elev i indskolingen viser, hvordan denne fleksible holddannelse i praksis går op i en højere enhed med skole og fritid og elever blandet fra flere årgange.

Siden 93-loven har undervisningsdifferentiering været det princip, der skulle sikre, at hver elev bliver udfordret og undervist i forhold til udvikling og forudsætninger. At det er noget af en opgave, når man står ene lærer med 28 forskellige elever, kan ingen, der har prøvet det, være i tvivl om. Langt hen ad vejen er det også et spørgsmål om at løsgøre lærerresurser, så holdstørrelsen kan variere. I denne case har eleverne for eksempel vedligeholdelsestid, hvor der er en enkelt lærer til mange børn, der hovedsageligt arbejder selvstændigt med tilgængelige opgaver, som de kender.

Hvem skal deltage på hvilke hold, og hvad skal der undervises i? For at sikre udfordringer til den enkelte elev arbejdes der med at operationalisere og synliggøre mål for holdene med udgangspunkt i fagrækkens læseplaner og trinmålene. Gennem udviklingsplaner for den enkelte elev, der indeholder lærings- og udviklingsmål, opstår et brugbart redskab for lærere, elever og forældre til blandt andet at finde ud af, hvilket hold der er det rette for det enkelte barn.

Et konkret og meget spændende bud på, hvordan holddannelse og undervisningsdifferentiering kan gøres i praksis.