Kommune anker svampesag

DLF klar med nye indeklimasager

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Først sagde retten, at hun ikke var blevet syg af svampene. Så ankede hendes fagforening. Derefter sagde retten, at hun var blevet syg af svampene, og at kommunen skulle betale erstatning. Men så ankede kommunen. Og nu skal sagen behandles i landsretten den 3. september.

Det er en tidligere skolesekretær fra Usserød Skole i Hørsholm, som her i sommer fik medhold i, at hendes sygdom skyldes den massive svampepåvirkning, hun var udsat for på skolens kontor. Størstedelen af skolen er senere blevet revet ned.

HK fører sagen for skolesekretæren, der nu skal i retten igen i september. Den 12. juli blev Hørsholm Kommune dømt til at betale skolesekretæren en erstatning på 21.000 kroner, men kommunen ankede prompte sagen, der har kørt i flere år.

Danmarks Lærerforening følger sagen nøje, da foreningen har syv sager undervejs med lærere fra Usserød Skole. Men DLF har valgt at anlægge sag mod Den Sociale Ankestyrelse i stedet for kommunen.

'Vi har valgt den mere generelle linie, fordi der er tale om en generel problematik. Det handler ikke kun om de syv lærere på Usserød Skole, men om mange andre lærere ramt af indeklimasyge', siger socialrådgiver i DLF, Jørgen Bruun Christensen.

'Vi ønsker en mere principiel sag mod Den Sociale Ankestyrelse med henblik på at få anerkendt indeklimasyndrom som en erhvervssygdom'.

Der er også forskel på de arbejdsforhold, som skolesekretæren og lærerne har haft. Sekretæren har fået mere massiv påvirkning fra lokalet, hun har opholdt sig i, mens lærerne befinder sig i forskellige lokaler med forskellig grad af påvirkning fra svampene.

Lærerforeningens sag mod Den Sociale Ankestyrelse har været to gange i Retslægerådet, og man er nu klar til en retssag. Foreningen venter blot på at få en dato for, hvornår sagen kan begynde.