Skolevejleder Richard Broni er med, når lederen tager til et vanskeligt møde uden for skolen. For Richard Broni er god til at lytte, forhandle og løse konflikter

Lærer blev lokal problemknuser

Den ghanesiske skolevejleder Richard Broni løser konflikter mellem skole, forældre og lokale ledere. Et kursus støttet af Danmarks Lærerforening gav ham redskaberne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 29-årige lærer Richard Broni er blevet en lokal berømthed i den provinsielle markedsby Salaga i det nordlige Ghana, for her stiller han troligt op på konflikternes holdeplads - og gør noget ved problemerne.

På kort tid er han blevet en meget respekteret og afholdt lærer, ikke kun blandt elever og lærere og hos lederen på St. Anthony Junior Secondary School for børn i 7.-9. klasse i Salaga, men også blandt forældrene og lokale ledere i byen.

»Han er ikke kun en seriøs fortaler for fred og sammenhold på skolens område. Han er også i stand til at pacificere vrede og utilfredse forældre ved at vælge sine ord med omhu«, siger skoleleder Asana Ninswa.

»Af samme grund er jeg begyndt at tage ham med til afgørende møder uden for skolen, for jeg er meget imponeret af hans evne til at kommunikere«, siger lederen.

Også forældrene sætter pris på den unge lærers engagement: »Han er den eneste lærer, som dukker op hjemme hos os for at finde ud af, hvorfor min datter har været væk fra skolen«, siger Farida Mustapha, som har børn på skolen.

Som studievejleder deltog Richard Broni sidste år i et vejlednings- og rådgivningskursus på distriktets lærerseminarium. Kurserne er finansieret af de penge, som danske lærere og lærerstuderende samlede ind sammen med Ibis på Lærerens Dag i 2005.

Styr på vejlederrollen

»Før var det virkelig en udfordring for mig at tale med ældre mennesker i lokalområdet. For eksempel var det svært for mig at spørge dem, hvorfor de havde taget deres børn ud af skolen«, fortæller Richard Broni.

»Så i begyndelsen kom jeg ingen vegne. Jeg handlede udelukkende ud fra moralske og religiøse principper«, erkender han.

»Kurset i vejledning og rådgivning gav mig styr på min rolle, og på hvilket ansvar jeg har«, siger han.

»Nu fokuserer jeg på engagement og forhandling. Før jeg træffer en afgørelse, skal jeg forstå alle parter«, siger han.

Netop fordi Richard Broni lægger så stor vægt på dialogen med forældrene, tager han på hjemmebesøg mindst tre gange om ugen. Han opsøger forældrene til de børn, som ofte er væk fra undervisningen, eller som er blevet taget helt ud af skolen.

»Det handler ikke kun om at lytte, men også om at forstå og anerkende både de gode og de dårlige sider ved en person. Der kan være uenigheder, men på trods af meningsforskelle skal vi være i stand til at indgå i et tæt og effektivt samarbejde«, understreger den respekterede lærer, som med den indstilling i bagagen har fået mange elever tilbage til skolen.

DLF i Afrika

- På Lærerens Dag 2005 samlede DLF, Lærerstuderendes Landskreds og Ibis 155.000 kroner ind til efteruddannelse af lærere i Ghana. 197 lærere har siden deltaget i kurser om effektiv vejledning og rådgivning.

- Det er den danske udviklingsorganisation Ibis, der sammen med Ghanas skolevæsen gennemfører kurserne.

- I det nordlige Ghana er der massive problemer på uddannelsesområdet. Kun 60 procent af eleverne kommer i skole. Der er ikke skoler nok, kvaliteten af undervisningen er i bund, og eleverne dumper på stribe.

- Der mangler lige nu 300 lærere på skolerne i East Gonja-distriktet, hvor Salaga ligger. 48 elever deles i snit om en lærer, men i nogle landområder er der kun en enkelt lærer til 90 børn.

- DLF og Ibis samarbejder med Ghana Venskabsgrupperne om et stort uddannelsesprogram i det nordlige Ghana, som skal få 4.000 elever i skole.

- På Lærerens Dag 5. oktober sidste år samlede DLF og Lærerstuderendes Landskreds ind til, at børn i Sierra Leone kan komme i skole. En foreløbig opgørelse viser, at der er kommet 76.000 kroner ind.