Der emmer af eftermiddagssol i oktober på Skolen på La Cours Vej i København. Alt og alle er, her efter dagens sidste ring med klokken, gået to gear ned for at tage sig tid til at nyde de varme solstråler, der kan blive årets sidste. Mens eleverne siver dovent ud af skolens hovedindgang, har Folkeskolen sat et af skolens lærerteam stævne til en diskussion om metodefrihedens tilstand. Og da de først får talt sig varme, er der ikke meget luntegear over samtalen. For det er vigtige sager, vi taler om, forstår man hurtigt på Malene Galløe, Martin Norgreen, Anja Løgtholt og Morten Andersson.

»Metodefriheden er essentiel, simpelthen fordi ikke to klasser er ens. I den ene kan man være aktiv og kreativ i sin formidling, mens det i en anden kan være nødvendigt at være mere 'diktatorisk' med røv til bænk og bundne opgaver. Personligt synes jeg, det er lidt kedeligt, men nogle klasser responderer bare bedst på 'svar på fem spørgsmål til teksten'«, siger Martin Norgreen indledningsvist.

»Det er mennesker, man har med at gøre, og mennesker er forskellige. Derfor duer det ikke med en fast fremgangsmåde«, supplerer Morten Andersson.

»Metodefriheden er en meget vigtig del af lærergerningen, en af hjørnestenene, men det er en del, der er lidt truet lige nu«, siger Anja Løgtholt.

Pres på skolen

Truslen består ifølge de fire lærere primært af et stigende pres fra omgivelserne på skolen.

»Det, der truer vores metodefrihed mest, er politikere og forældre. I prioriteret rækkefølge«, siger Morten Andersson.

Presset udmønter sig i for eksempel nationale test og kanon, som har til formål at kontrollere, om eleverne lærer det, de skal, men som er med til at ensrette undervisningen, mener lærerne.

»Jeg kan mærke både på mig selv og på mine kolleger, at man begynder at undervise til testene. Og så bliver det farligt«, siger Morten Andersson.

»Problemerne med de udefrakommende krav er, at der ikke bliver taget hensyn til, at både eleverne og vi er mennesker med forskellige behov«, tilføjer Anja Løgtholt.

Nationale test og kanon definerer et mål. Man bestemmer vel selv metoden til at komme derhen?

De fire lærere nikker, men skynder sig at tilføje, at de er bange for, at valget mellem vejene til målet forsvinder, i takt med at kravene bliver flere og resurserne mindre. Under alle omstændigheder bliver det svært at sætte sit personlige præg på undervisningen, mener de.

»Det kan hurtigt blive én vej til målet, fordi man er under tidspres. Så det sjove og anderledes falder fra«, siger Anja Løgtholt.

»Som lærer vil jeg gerne have lov til at åbne verden for eleverne, men der bliver ikke tid til at se på den fra nye vinkler. Man er nødt til at sige: 'Det er der ikke tid til. Motorvejen er dér. Af sted'«, siger Morten Andersson.

Eleverne husker originalerne

I første omgang er det skolelederen, der står til ansvar for, at eleverne lever op til målsætningerne, og lærerne kan godt genkende, at det på visse områder resulterer i et pres på deres metodefrihed.

»Her har ledelsen valgt et fokusområde, der hedder læringsstile og læringskanaler. Det bliver der stillet krav om, at vi arbejder med. Ikke at der ligger en manual, men der er en forventning om, at vi arbejder med det«, siger Anja Løgtholt og tilføjer, at det er en ny tendens.

»Vi skal udarbejde en teamplan, der er vores aftale i forhold til ledelsen. I den skal det indgå, hvordan vi vil arbejde med det«, tilføjer Martin Norgreen.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at lærerne skal dokumentere resultater over for ledelsen og omverdenen, mener lærerne. Men de advarer mod faren for en glidebaneeffekt.

»Hvor går grænsen mellem inspiration, og at noget bliver dikteret?« spørger Malene Galløe retorisk.

»Hvis man åbner op for, at der må bestemmes lidt, hvor skal grænsen så gå for, hvor meget der må bestemmes?« følger Anja Løgtholt lige så retorisk op.

»Der er selvfølgelig langt hen til, at metodefriheden forsvinder fuldstændigt, men man skal passe meget på med at æde sig ind på den«, tilføjer hun.

Skulle metodefriheden falde og brække halsen på glidebanen, så er Anja Løgtholt ikke i tvivl om konsekvenserne.

»Den er enormt vigtig i forhold til arbejdsmiljø og arbejdsglæde. Hvis ikke den var der, så var der måske nogle, der ville synes, det var fedt bare at skulle møde op, men langt størstedelen ville ikke have lyst til at være lærere længere. Personligt ville jeg synes, at det ville være dødssygt at være lærer uden friheden til at have mig selv med i mit arbejde«, siger hun.

I sidste ende vil det også ramme eleverne, mener Martin Norgreen.

»Eleverne husker originalerne. Og det er ment positivt. De husker de lærere, der har noget af sig selv med i undervisningen«.