Lærernes arbejde skal være sikkert

Skolens leder har ansvaret for, at lærerne ikke forulempes under arbejdet, og for at træffe afgørelser om den enkelte elev

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Arbejdet som lærer skal kunne foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og det er altid skolens leder, der har ansvaret for dette. Sådan er det ifølge love og bestemmelser på området. Fortolkningen af, hvordan arbejdet kan foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt, bliver altid en beslutning, der må tages i det konkrete tilfælde. Men netop konkrete begivenheder vil myndighederne ikke udtale sig om i pressen. De vil kun tale i generelle vendinger.

I en sag som denne står elevens krav på at kunne gå til afgangsprøve over for lærernes krav om at kunne gå på arbejde uden at blive forulempet.

Konsulent i Århus Lærerforening, Poul Keller, siger, at der er flere muligheder at klare det på. 'Vi har fået oplyst, at sagen her har været omkring skolevæsnet, og at man dér har sagt, at man ikke kan udelukke eleverne fra kommende prøver. Derfor er det vores konklusion, at man skal tage sine forholdsregler til de følgende afgangsprøver for eleven, så situationen ikke kan gentage sig. Eleven har vel krav på at kunne gå til afgangsprøve, men ikke nødvendigvis sammen med sine klassekammerater. Heldigvis har vi ikke haft lignende oplevelser før'.

Poul Keller mener, at man for eksempel kan sende eleven til prøve og lade en bredskuldret pedel eller lignende personer overvære afgangsprøven. Man kan vælge at sende karakteren hjem til elevens forældre i et brev, eller man kan sende eleven til sygeprøve med passende overvågning.

'Og så skal der selvfølgelig skrides ind over for den pågældende elev', siger Poul Keller.

'Hvis der derudover tidligere har været problemer med, at eleven opfører sig aggressivt, kan der være noget, der tyder på, at eleven ikke burde gå i folkeskolen'.

'Der er bestemt grænser for, hvad en lærer skal tåle, og det er skolelederens opgave at sørge for, at afgangsprøven kan foregå under gode sikkerhedsmæssige forhold'.

Ifølge Poul Keller er dette et væsentligt emne i den aktuelle diskussion om, hvor rummelig folkeskolen skal være, og hvad man skal tåle som lærer.

'Grænserne er måske lige vide nok for tiden. Der mangler særforanstaltninger til specielt urolige elever, men det er jo et økonomisk spørgsmål', siger han.

Skoledirektør i Århus Kommune, Jens Nygaard, understreger, at han kun vil udtale sig principielt. 'Vores opgave er at give råd og vejledning til skolelederen med henblik på at sikre, at læreres og censorers arbejde kan foregå under betryggende forhold. Det er vigtigt at have øje for de arbejdsmæssige forhold, også når det drejer sig om prøveafvikling. Ingen ansatte bør krænkes i udførelsen af deres arbejde. Afgørelser om den enkelte elev er skolelederens. Derfor overlader vi det trygt til skolen selv', siger Jens Nygaard.

Skolelederen på den skole, hvor afgangsprøven fandt sted, ønsker ikke at udtale sig til Folkeskolen, og i Undervisningsministeriets juridiske afdeling vil man overhovedet ikke udtale sig hverken konkret eller i generelle og principielle vendinger, men henviser til, at man eventuelt kan indsende sine spørgsmål skriftligt til ministeriet til en senere besvarelse.

hela